Kister og kapeller

Under krigen med England 1807-14 blev manglen på fyrretræ stor. Derfor blevr det ved kgl. forordning 17/4 1809  tilladt at begrave i ligkister af vidjer eller strå indsmurt med beg og tjære. Flettede kister kostede fra 3 rigsdalere og 3 mark til 9 rigsdaler. En trækiste kostede 14-16 rigsdaler.

I Særslev sogns kirkebog står i 1811 om en fattig 93-årig kone: "Dette lig var det første, som heraf Menigheden blev blev jordet i en Straakiste".

Amtsprovst Lütkens avlskarl Rasmus Christensen havde i sin fritid i året 1811 lavet ikke så få halmkister. Krigen havde lagt beslag på så mange håndværkerre, at det undertiden kneb især på landet med at fremskatte som en ligkiste, Amtsprovsten indstillede derfor karlen til en flidspræmie,  Fyens patriotiske Selskab udbetalte 30 rigsdaler til karlen. 

H. C. Andersen skriver i "De røde Sko": ... Just den dag hendes moder blev begravet fik hun de røde sko og havde dem første gang på; det var jo rigtignok ikke noget at sørge med, men hun havde nu ingen andre og så gik hun med bare ben i dem, bag efter den fattige stråkiste...

I Hempels Avis 1. September 1812 findes følgende: „Bladet Dagen gør atter opmærksom paa Vigtigheden af offentlige Ligst tier saavel til at forhindre den skrækkelige Til-dragelse: et Menneskes Opvaagnen i Graven som og de Ubehageligheder og for Sundheden skadelige Følger, der for den fattige som oftest kun har eet Værelse ere forbunden med at have et Lig længe liggende hjemme. Inderlig maatte enhver Menneskeven ønske, at der dog en Gang maatte vorde gjort noget til Opfyldelse af dette og flere Menneskehedens høje Krav — —."