Præsteprofiler
Kirkeordinansen

Kirkeordinansen er den danske folkekirkes grundlov. Den katolske inddeling af landet i syv stifter og sogneinddelingen blev videreført efter reformationen.

Kirkeordinansens første paragraf
Ægteskab

Skaanes anden lutherske Biskop Niels Palladius, en yngre Broder til Sjællands endnu mere berømte Biskop Peder Palladius, giver i sin Bog „Det hellige Ægteskabs Ordensregel" i gode Raad om, hvad enhver bør overveje, før han vælger sin hustru.

„Manden skal saaledes skaffe sig Underretning, om den, han begærer til Ægte, er lad, ørkesløs, en Vinduesfugl, løsagtig, eller om hun er tugtig, tro, sanddru og en god Husholderske; thi et vel optugtet Barn lader sig regere af sin Mand; men er hun ikke optugtet hjemme, saa er hun siden ond at tæmme."

Præstens vanskelige valg

Når en præst ville gifte sig, burde han tage fire ting i betragtning. Var p igens forældre ærbare og gudfrygtige folk, var hendes sæder adstadige og dydige, var hun god til husgerning og havde hun et godt rygte.      

        Hendes øjne skulle være blufærdige og hendes gang maatte ikke være affekteret. Mange piger gyngede kroppen frem og tilbage som i bølgegang, når de gik. Andre slog med nakken. Der var også andre unoder, som forrådte den ukyske Sjæl. 

         Det bådede ikke en præst at tage en hustru, som kun syntes født til at fortære, hun burde have gaaet med i husholdningen hos sine Forældre.      

           En præstekone skulle om fornødent søge sit udkomme på ærlig maade ved sine hænders gerning, dersom omstændighederne skulle kræve det; thi præsten og hans hustru maa være belavede paa alle slags kår.

Konserveringsprincippet

1659-60 var hollandske hærenheder sendt til Danmark for at hjælpe til i kampen mod de svenske besættelsesstyrker. Den hollandske major Johan de Beverens førte under opholdet dagbog. I denne udtrykker han blandt andet sin forbavselse over "den besynderlige skik, at deri nye præst skulle gifte sig med enken paa Kaldet, om hun så var 70, og han kun 20 år gammel, hvis han ikke vil udbetale hende embedets halve indtægter". 

        

Satirikeren
Blandt kritikerne af konserveringssystemet var på Chr. IV´s tid digteren Johan Laurenberg, der i en satire fra 1636 beskrev den lykke, der kunne times folk fra jævne kår.  
         
Med ferlen fik de indbanket visdommen bagfra. Når den omsider nåede op til dumrianens hjerne, kunne belønningen til sidst blive en prædikestol med alter og tiende, men vel at mærke som medgift enten tjenestepigen fra patronens herregård, eller en gammel tandløs og giftesyg pulverheks af en præsteenke, med hvem han så siden henslæber livet i kiv og strid.
De første præster

I et brev fra 1387 omtales en præst i Vindinge ved navn Niels Hemmingsen.
   Trekvart århundrede senere nævnes Hr. Jens Madsen, kapellan i Vindinge og provst i Flakkebjerg Herred, i et brev.
   På Flakkebjerg Herredsting spørger han om nogen kan mindes, hvor længe Vindinge eller Kvislemark havde været i Roskilde Ærkedegns Værge. 
   Vidnerne, hvoriblandt Clemen af Vindinge, udtalte, at 40 Aar eller mere havde det været saaledes, at den Præst, der sang i Vindinge ogsaa sang i Kvislemark og  omvendt.
 
    Den ene af Kirkens Klokker giver den Oplysning, at Olaf Mortensen var Sognepræst 1489, og han nævnes ogsaa i et Calendarium fra Sct. Petri Kloster i Næstved som ”Hr. Olauus, Præst i Vindinge”.

Wibergs præsterække

Wiberg er hovedkilden til den præsterækken for Kvislemark-Fyrendal sogne, der begynder i 1520. 
   Søren Mortensen var præst her fra 1520 til 1539. Åbenbart først katolsk præst og derefter protestantisk. Afløseren hed Vincens Nielsen. 
    Den tredje præst var Jacob Fynd, der var adelig. Han var præst her fra 1554 til 1567. Hvor de kom fra, og om de var gifte, oplyser Wiberg intet om. 
     I 1567 hedder sognepræsten Mathias Olsen Egesborg (Eigburgensos). Måske fra Øster Egesborg. Hans frue hed Cathrine. 
     Om den femte præst, Rasmus Jensen, er der lidt flere oplysninger. Han var oprindeligt residerende kapellan ved Sankt Petri Kirke i Næstved. Kom til Kvislemark-Fyrendal 1582 og blev i 1585 gift med Johanne Pedersdatter Malmøe. Da han dør i 1608, gifter enken sig med eftermanden, Poul Jensen Colding.   
    
Fra den tid stammer det gamle mundheld:
                                Man finder det i Enkens Bo
                                Som ikke er i Pigens Sko. 
 
    
   Et embede blev dengang ofte kaldt brød. 
      -Med hvert brød fulgte der i reglen et stykke kød, sagde man.
      

En side fra Kvislemark-Fyrendals kirkeblad. nr. 2 Påsketide 1967. Kirkebladet nævnes første gang i Kirkelig Håndbog 1943. Bladet blev skrevet i præstegården og derefter duplikeret på grønt papir.
Forsvundet epitafium

I begyndelsen af 1600-tallet - 1604 - var der på den østre væg i søndre korsfløj opsat et epitafium. Det bestod af et maleri af en sognepræst, hans fire hustruer, ti sønner. ti døtre og to børn i svøb.. et krucifiks og to indskrifter. 
         Den øverste lød: "Wi tror dog alligevel at wi skulle see Herrens gode y de leffuendes Lande. Ps. 27". 
         Herunder stod: "Wort Hoff til Gud alleene" samt årstallet 1604.
         Epitafiet hang der 1755 og 1758 i følge to præsteindberetninger skrevet af pastor Jacob Jensen Hviid.  De slutter ud fra Series Pastorum, at epitafiet var sat over sognepræst Rasmus Hansen.
         Wiberg oplyser, at fra 1582-til 1608 var Rasmus Jensen sognepræst.

Kirkehistoriker og ordbogsforfatter

Poul Jensen Colding var sognepræst i Vindinge-Kvislemark 1608-22 og fra 1615 herredsprovst.  
   Han blev født i Kolding 1581. Faren, Jens Poulsen, var tolder og rådmand. Moren, Magdalene Falenkamp var datter af en købmand fra Westfalen, der på grund af uroligheder og krig var flyttet til Kolding. 
   En af fadderne ved hans dåb var kansler Niels Kaas. Det var ham, der oprettede latinskolen i Sorø, forløberen for Sorø Akademi. Niels Kaas sørgede for, at Poul Jensen Colding kom til at gå her i 1694 og de næste seks år. Derefter kom han på Københavns Universitet et års tid. Halvdelen af tiden boede han hos farbroren Iver Poulsen, tidligere borgmester i København. 
   1601 tog han på en rejse til Tyskland, Bøhmen og Italien. Ved St. Hans 1601 fik han ansættelse hos astronomen Tyge Brahe, der arbejdede for kejser Rudolf den Anden. Sammen med astronomen Kepler stod han ved Tyge Brahes dødsleje. Han skrev et gravskrift: "Æresminde over den uforlignelige mand Tyge Brahe, nordbo (cimber) fra Atlantis (Skåne) og ridder med gylden kæde". Gravskriftet var på latin.
   Derefter rejste han videre for at studere ved universiteterne i Ferrara og Rom i Italien og Wittenberg i Tyskland.
   I marts 1604 vendte han tilbage til København. I begyndelsen af december 1604 tog han magistergraden. Året efter blev han rektor ved den lærde skole i Ålborg.
   Da Christian IV´s ældste søn, prins Christian, blev anerkendt som tronarving i 1608, blev der festet i København. Poul Jensen Colding deltog som delegeret for gejstligheden i Ålborg. Under festlighederne mødte han Vilhelm Dresselberg til Vindingegård og kongens sekretær Niels Krag. Den kontakt førte til, at han den 11. juli 1608 blev sognepræst for Vindinge og Kvislemark sogne.
    Han giftede han sig 
med Johanne Pedersdatter Malmøe, forgængerens enke, og slap dermed for at betale enkepension. Hun havde fire børn fra sit første ægteskab og fik yderligere fem i sit andet ægteskab. Børnene fik efternavnet Vinding.        
      Mens han var præst her, skrev han en kirkehistorie. Den udkom 1614 med titlen: "Kircke-Historie oc sandrue Beskriffuelse om den store Religionsforanding, som skede udi vore Forældris Tijd, udi det Romerske Rige ". Den blev tilegnet Vilhelm Dresselberg.
     Han skrev også den første dansk-latinske ordbog "Etymologicum Latinum" i 1622. Fire år senere udkom Dictionarium Herlovianum. Der er udsigt til, at en digital faksimileudgave af begge ordbøger vil se dagens lys. Ordbøgerne er aldrig blevet genoptrykt og er uhyre sjældne.

Visitatser
Gemt i en bog med synodalmonita og regnskaber fra Øster Flakkebjerg Herred findes provst Poul Jensen Coldings visitatsoptegnelser. De har titlen "Registrering paa Ungdommen i Øster Flakkebjergt Herritt som haffer lert den gandske børnelærdom...".
   Sogn for sogn er det nøjagtige antal af fremmødte og det generelle resultat for sognet beskrevet. Tit med en bemærkning om, hvilke dele af katekismen man kunne godt og hvilke mindre godt.  
   Provst Colding var ganske tilfreds med tilstanden i Øster Flakkebjerg Herred. I Vallensved var det altsammen megfet hvert eneste år. Fremmødet var generelt set stort. I 1631 og i 1632 blev hele 60 eksaminerede. Andre steder var dommen kort. I Tjustrup i 1631 blev de 16 fremmødtes niveau betegnet som "ufuldkommen".    
     Poul Jensen må have haft et godt forhold til Vilhelm Dresselberg. Han var i gang med at rive Vindinge gårde ned og lægge jorderne ind under hovedgården. Men præstegården og degneboligen blev berørt. Dresselberg bekostede også en ny prædikestol til Fyrendal Kirke. 
     I 1622 blev han kaldet til stiftelsen Herlufsholm for at bringe den på fode og samtidigt ansat som Herlufholms Sogn præst. I 1631 valgte han at forlade posten som forstander. Embedet som sognepræst bestred han til sin død i 1640. Wiberg skriver, at han forestod skolen med stor retsindighed og klog anvendelse af stiftelsens midler til dens ejendommes forøgelse. I "Meddelelser om Rektorerne paa Herlufsholm fra Skolens Stiftelse 1565 til 1878" omtales han kort som den for skolen uforglemmelige mester Poul Jensen Colding. 

Efterkommere 
I følge Biografisk Leksikon har tre præsteslægter båret efternavnet Vinding. Poul Jensen Vinding er stamfar til den ene slægt. Alle hans børn fik efternavnet. 
   I 1609 fødtes sønnen Jens Poulsen Vinding. Han blev student fra Herlufsholm og rejste udenlands 1630-35. I 1636 blev han sognepræst i Åsum og året efter magister.
      En anden søn, Rasmus Vinding født 1615, blev hovedforfatter til Christian V´s Danske Lov. Som faren og broren tog han også på en længere udenlandsrejse, hvorunder han besøgte universiteterne i Paris, Leiden og Angers samt jesuitterkollegiet la Fléche. Datteren Anna Poulsdatter Vindinge blev gift med rektor og sognepræst Hans Dideriksen Bartssker. Han blev senere kgl. konfessionarius og endte som biskop over Viborg Stift.
      Datteren Anna Poulsdatter, født 6. september 1620, blev den 4. juli 1641 gift med sognepræsten og rektor på Herlufsholm Johan Dideriksen Bartskiær, senere dansk hofprædikant og biskop i Viborg.
      Poul Jensen Colding døde  19. oktober 1640 og Johanne Pedersdatter Malmøe otte dage senere. De blev begravet i Herlufsholm Kirke.
       Rasmus Vinding blev senere værge for Vor Frue Kirke i København. Tredive år efter Poul Jensen Coldings død sørgede han for, at faren blev begravet i Vor Frue Kirke i København. Gravpladsen i Herlufsholm Kirke overtog hans dattersøn, præsten Povl Munksgaard, som var forstander på Herlufsholm  1690-94.
     

Slotspræsten
Efterfølgeren, provst Frederik Klyne, havde været slotspræst ved Frederiksborg Slot. Der var flere kandidater til embedet. Han vandt lodtrækningen. 
      Et par år senere blev han herredsprovst. I hans embedstid blev præstegården blev flyttet til Kvislemark. Det skete i 1648. 
      Frederik Klyne kom fra en indflydelsesrig familie i Ribe. Han var sønnesøn af borgmester Søren Jacobsen Stage og Anne Sørensdatter Klyne. Faderen, Anders Sørensen Klyne, blev født omkring 1550. Årsagen til at han skiftede efternavnet Stage ud med Klyne kendes ikke. Klyne er et jysk ord for mosetørv.

      Faderen ejede mange ejendomme i Ribe og endte som rådmand. Frederik Klynes søster Anne var gift med biskop Peder Hegelund og Ingeborg med lægen Chr. Bording, der havde været kongens livlæge. De fik sønnen Anders Bording, den kendte digter og udgiver af avisen ”Den Danske Mercurius”. 
      Hans faster Karine var biskop Povl Madsens tredje kone. Han giftede sig fire gange og døde som enkemand.  I en bog om sjællandske biskopper udgivet i 1761 skrev kobberstikker Jonas Haas om Povl Madsen: 
         Af hans Adfær tør man vel slutte, at denne Skiønsomme Bisp ei var nogen Libhaver af gamle Enker; Thi han toeg stedse meget unge Piger til ægte. Men uagtet af denne brugte Forsigtighed, vilde Forsynet ei unde ham nogen Afkom.”

      I 1573 dræbte Anders Sørensen Klyne under et drikkelag en rådsmands søn med en kniv. Fire år senere blev han valgt som majgreve i Ribe. Det blev man kun, hvis man var en velanset mand og velhavende. 
      Da han blev valgt til rådmand i 1588, beskyldte den adelige Mourits Podebusk ham for falsk og forbød ham at tage sæde i byrådet. Hans kone, en datter af borgmester Laurids Thøgersen i Ribe rejste til København og sørgede for, at han fik et kongeligt beskærmelsesbrev og magistraten et påbud om, at han kunne indtage sit sæde som rådmand.

      I 1598 kom han igen i klammeri under et drikkelag. Det fandt sted i bispegården. Da herredsfogeden i Gørding Herred, Søren Bramming, truede Anders Sørensen Klyne med sit sværd. Han parerede med sit spyd. Den berusede herredsfoged mistede balancen og kom til at såre Klyne. Det døde han af fire dage senere, 48 år gammel. Klynes slægt anlagde sag mod Bramming. Drabsmanden blev dømt fredløs. Dommen blev annulleret. Sagen endte med et forlig, hvor Søren Bramming måtte betale de efterladte 400 rigsdaler. Hans enke, Kirstine Lauridsdatter døde 82 år gammel i 1634. I Skt. Katrines Kirke i Ribe er der opsat en gravsten over parret.

       Flere af sønnerne arvede hans voldsomme temperament. Den ældste søn blev dræbt under et slagsmål på skibsbroen i Ribe. En anden søn blev såret på et værtshus uden for Hamburg og døde tre dage senere i Ribe. En tredje søn, Hans, var kun 20 år gammel, da han blev halshugget for mordet på den 72-årige Hans Jessen Søhane. Søhanes søn var gift med søsteren Karen Klyne. Hun omkom under en sørejse fra Sønderho på Fanø til Ribe. Anders Klyne havde nogle fiskeboder i Sønderho.  

Provst Frederik Klynes epitafium fra ca. 1670. Mester for epitafiets træværk er formentlig Abel Schrøder.
Provsten

På Roskilde landemode i juni 1643 måtte pastor Hans Jørgensen Hammer, Lebæk - Førslev Sogn,  forsvare sig mod flere alvorlige anklager fremsat af provst Klyne.
    Den første anklage gik ud på, at han havde forsømt sine pligter som præst og husbond, fordi en af hans tjenestekarle ikke kunne læse og heller ikke havde været taget til alters. 
   Biskop Resen havde netop ved sin indsættelse som biskop indskærpet,  at forældre havde pligt til at undervise deres børn og tyende i hjemmet. Husfaderen skulle læse højt fra Luthers katekismus og have ansvaret for at alle i familien, også tyende, fik del i denne undervisning som det nødvendige grundlag for den rette tro. I 1630 havde Christian IV udsendt et missive - kongebrev - med præcise anvisninger til ethvert hus om at samle 
samle husstanden til daglig andagt. 
   Den arme karl blev fremstillet på landemodet og beordret til at oplæse "Alterens Scramentes Ord". Det kunne han ikke. 
   Pastor Hammer forsvarede sig med, at karlen var svagt begavet. Men han læste dagligt for ham. 
   Hverken biskop Brochmand eller de tilstedeværende provster støttede provst Klyne i anklagen for forsømmelse af katekismeundervisningen i præstensceget hus. 
   Han havde yderligere et anklagepunkt mod pastor Hammer. Det gik ud på, at denne havde forset sig ved uddelingen af nadverens sakramente. Det så man meget tungt på dengang. Men biskop Brochmand lod også denne sag falde.
   Man kan så gøre sig sine tanker om, hvorvidt provst Klyne havde helt personlige grunde til sine anklager.
   To år senere giftede Klynes datter Margrethe Frederiksdatter sig med pastor Hammer. Han blev senere provst og jubellærer. 
      

Klynes søn
I ægteskabet med Lisbeth Andersdatter fik Frederik Klyne sønnen Anders Klyne ca. 1625. Han blev dimitteret fra Herlufsholm 1646. Den 1. oktober 1655 blev han ordineret som medhjælper hos faren med successionsret. 1657 blev han sognepræst i Kvislemark - Fyrendal sogne. 
      Det var ham, der bekostede epitafiet over faren, hans to hustruer og "deres kære børn".
      Træværket menes udført af Abel Schrøder. Det består af en firkantet ramme af springlister omgivet af barokke ornamenter. På sidderene er figurer af Moses og Johannes Døberen. Foroven er er der et felt med dette skriftsted fra Jakobs brev:
      "Salig er den mand, som holder prøvelse ud; thi når han har bestået prøve, skal han få livets krans, som Herre har forjættet dem, der elske ham".  
      I det nederste felt står personalia.
      I storfelteter der et oliemaleri på en kobberplade. '
      Maleriet viser provsten, hans to hustruer, tre sønner og fire døtre. Baggrunden viser de dødes opstandelse.'
      Træværket er malet gråt i bunden, så det ligner sandsten, med gyuldne og mørkegrønne ornamenter.
 
      Udover epiftafiet fik Anders Klyne nedlagt en mindesten i kirkegulvet over "magister Friderich Klyne og hustru Elisabeth Andersen" med latinsk indskrift. I 1755 lå den ved skriftestolen og i 1896 ved tårnets sydvæg. Stenen er nu forsvundet. 
      Anders Klyne døde allerede i 1686. Den ældste søn, Frederik, var født 1668 og dermed for ung til at afløse faren. Han blev først student året efter og cand. theol 1690. Han opholdt sig i London 1697 og 1698 og blev derefter hører i Helsingør, hvor endnu boede i 1706. Hans tre yngre søskende fik pastor Didrik Grubbe som lavværge.       
Provst Frederik Klynes epitaium.
Anders Klynes søstre og børn
Anders Klyne havde fire søstre. Dorothea født i 1624 blev gift med med hospitalspræsten Anders Pedersen Damphius i Randers. Hun døde i 1681.
   I 1627 blev Margrethe født. Hun døde i 1691. 
   Maren blev født i 1628 og døde i 1709.
   Den yngste søster Karen Marie fødtes i 1631 og døde 1672. Hun var gift med provst Morten Pedersen Keitum i Hyllested.
   Selv fik Anders Klyne 8 børn. I 1662 Sofie Elisabeth og året efter Magdalene. 3. oktober 1696 blev hun viet til pastor Andersen Frick i Vor Frue Kirke i København.
    Sønnen Anders blev født i 1667, Frederik i 1668, Henrik 167o, Loth 1673, Diderik 1674 og Christian 1677. 
    Ovenstående oplysninger er meddelt til Personalhistorisk Tidsskrift, II. Binds 1ste Hefte, Kjøbenhavn, 1881 af provst, sognepræst i Karebæk J. Vahl.
Salmedigter og godsejer

1687-1702 var magister Didrik Grubbe sognepræst i Kvislemark-Fyrendal. Navnet Grubbe antyder, at han var adelig. Men det var han nu ikke. Hans far var skrædder Lauritz Andersen i Store Hedinge. Han blev født i 1656, kom på Køge Latinskole og i 1678 på Københavns Universitet.

      Efter endt eksamen blev han huslærer hos vicekansler Holger Vind på Harrestedgård. Vind ejede også Gjeddesdal og ejendomme i og ved København.

      Ved siden af sit virke som huslærer studerede Grubbe og digtede salmer. 1684 udgav han første del af ”Sjælens Åndelige Harpeklang” og tolv år senere anden del. Den var tilegnet Christian V.  Nok i taknemmelighed over, at kongen havde givet sin tilladelse til ægteskabet med den adelige jomfru Anne Elisabeth Vind. I 1684 blev han magister. Samme år blev han kaldet til sognepræst i Kvislemark-Fyrendal Sogn af fru Margrethe Ehlers, baron Diderik Fuirens enke. 

      Han blev en hyppig gæst på Harrestedgård. Enkefru Margrethe Gjedde satte pris på ham. Datteren, jomfru Anne Elisabeth Vind, og den ti år ældre Diderik Grubbe blev forelsket i hinanden. Moren ville ikke gå med til, at hendes datter blev gift med den borgerlige Grubbe.

      Jomfruen gav ikke op. Hun skrev to breve til kongen og fik dennes tilladelse til at at råde over sin fædrene arv og at ægte Grubbe. Kongen bestemte, at vielsen kunne ske i Kvislemark Præstegård uden forudgående trolovelse og lysning fra prædikestolen.

      En dag i oktober 1690 kørte hun fra Harrestedgård til Kvislemark Præstegård. Vielsen fandt sted i en af præstegårdens stuer. Herredsprovst Poul Munchgaard, Herlufsholm, forrettede vielsen. Den blev overværet nabopræsterne og flere degne samt nogle bønder fra Kvislemark.

      Rent tilfældigt havde Harrestedgårds kusk et ærinde at forrette i Kvislemark på bryllupsdagen. Han fik besked på at fortælle fru Margrethe Gjedde om brylluppet. 

      Hun blev vred. Meget vred. Ægteparret forsøgte forgæves at formilde hende.

      Fru Margrethe Gjedde gik til Harrested Birketing og Fuirendal Birketing. Tjenestefolk fra Harrestedgård og fra Kvislemark Præstegård samt de bønder, der havde været med til brylluppet, blev afhørt.   

      Derefter fik fru Margrethe Gjedde kongen til at nedsætte en undersøgelseskommission. Hvis det stod til svigermoderen, skulle Didrik Grubbe miste sit embede og datteren sin fædrene arv. 

      Sagen endte med, at Didrik Grubbe blev dømt til at betale 300 rigsdaler til fattige præsteenker i stiftet. Ikke på grund af ægteskabet. Det havde han jo kongens tilladelse til. Men han havde jo opført sig upassende ved bag fru Margrethe Gjeddes ryg at snige sig ind til jomfruen ved nattetide. Herredsprovsten, som havde forrettet vielsen, blev frikendt.   

      I 1693 fik Didrik Grubbe skøde på Gerdrup Hovedgård i Eggeslevmagle. Det var hustruens fædrene arv. Selv købte han ødegårde af kronen og andre gårde. Han oprettede Lyngbygård. Efter hans død fortsatte enken med opkøb af jord. 
        Han døde af skørbug, svindsot og vatersot 42 år gammel og blev sat i en åben begravelse i Boslunde Kirke. Laurits Thurah forfattede et vers til en tavle, som blev ophængt over kisten:
                           Saa slap Du endelig til Rolighed og Hvile,
                           Forløst fra ald Fortræd og Modgangs Pile;
                           Du eye fromme Siæl, hvis Engle Tunges Lyd
                           Var Herrens Menighed til Lærdom, Trøst og Fryd.
                           Har nogen Avind havt paa Tungen Dig at slide,
                           Kand den i Steenen nu og Jord-Klimpen bide.
                           Den Jord, der skiuler Dig, skal legge let paa Dig:
                           Thi ald Din Adfær var ret from og redelig.
      Tavlen og kisten findes ikke længere i Boslunde Kirke.       
      Anne Elisabeth Vind var også en dygtig godsadministrator. Hun havde ben i næsen og stod fast på sin ret. og dømt til at betale. 
      I de tolv år ægteskabet varede, fødte Anne Elisabeth Vind ni børn i Kvislemark. Margrethe 1691, Regitze Sophie 1692, Anna Elisabeth 1694, Anna Elisabeth 1695, Christiane Charlotte 1696,  F rederica Amalia 1698,  Oligera Margrethe 1699 - altså opkaldt efter mormoren -  Laurentia Kirstine 1700 og  Holger Grubbe  1701. Det tiende og sidste barn,  Diderica Elisabeth, blev født på Gerdrup Hovedgård 28. marts 1703 efter ægtemandens død. Hendes mor havde født tretten børn.  
      Anne Elisabeth Vind døde i 1727 og blev gravsat i Boeslunde Kirke ved siden af sin mand. Kisterne blev i begyndelsen af 1800-tallet fjernet fra kirken og begravet på kirkegården.
      Sønnen, kaptajn Holger Grubbe, købte Gerdrup Hovedgård og Lyngbygård af dødsboet og solgte året efter disse til søsteren Diderica Elisabeth Vind. 
      Få år efter solgte hun godserne til den stenrige Christine Harboe, enke efter gehejmeråd Jens Harboe og datter af baron Diderik Fuiren. Hun oprettede Det Harboeske Enkekloster i ejendommen i Stormgade i København og Støvringgård Jomfrukloster. 
      I 1736 købte den borgerlige præstesøn og senere birkedommer Oluf Bruun Gerdrup Hovedgård af hendes bo. Tre år før var han blevet ansat som huslærer hos ritmester van der Maases enke, Conradine Sophie Rostgaard, på Tybjerggård. I 1536 ægtede han enken. Det brød familien Rostgaard sig ikke om. Den tog børnene fra ægteskabet med ritmesteren fra hende og gorde hende arveløs. Han solgte gården i 1750.

Storken kom for tidligt

Efterfølgeren, Mathias Henningsen var, mens han var præst i et jysk sogn kommet galt af sted. Hans hustru kom for tidligt i barselsseng. Hun fødte deres første barn, før der var gået ni måneder efter ægteskabets indgåelse.

      Den slags tog man tungt på dengang. Kong Christian den Femtes  Danske Lov af 15. april 1683 fastsatte i kapitel 11, § 13:       
      "Den præst som tager noget kvindfolk til ægte, som af anden først besovet er, eller befindes at have søgt seng med sin hustru, før end de til ægteskab er sammenviet, miste sit kald efter lovlig proces". 
      Mathias Henningsen slap billigt. Han blev suspenderet fra sit embede i tre måneder og måtte i kirken skrifte sin store synd for menigheden samt betale 50 rigsdaler til Københavns nye kirkes opførelse. 
      Noget tyder på, at han havde en elendig økonomi. Da han ikke betalte sin forgængers enke, Anne Elisabeth Vind, den pernsion, hun havde ret til i nådsensåret, blev han slæbt for provsteretten og dømt til at betale. 

       Fra samme jyske sogn kom sognepræsten Mads Holm, der måtte slæbe den genstridige og uvorne degn Mariager i retten. Holm vandt sagen.

Mads Holm
Fra 1706 til 1738 var Mads Holm sognepræst i Kvislemark Fyrendal. I 1715 blev han viceprovst og i 1717 provst. 
   Han var født i 1673 og blev ordineret omkring 19. januar 1703. Fra lillejuleaften 1702 afløste han Mathias Henningsen som sognepræst i Hammel,Voldby og Sald. 
   Hans første kone hed Barbara Dosserin. I 1728 giftede han sig med Maren Hellesen i Kongens Lyngby. Hun var født ca. 1689 og døde i Kvislemark 1743. 
   14. februar 1738 afløste han nordmanden Niels Olsen Dorph som sognepræst i Vor Frue Kirke. Denne var dagen før blev udnævnt til biskop over Aggershus Stift.
   Mads Holm fik ikke megen tid i sit nye embede. Han døde 8. oktober 1738.
    
Gift tre gange
Fra 1738 til 1755 var Johan Samuel Felixen Mentzer sognepræst i Kvislemark-Fyrendal. Han var født i 1703 i København. Faren, Felix Mentzer, var var sognepræst ved St. Petris tyske kirke og indvandret fra Pommern. Han døde 1711. Mærkeligt nok er Johan Mentzers dåb ikke anført i Sct. Petris kirkebog. 
      Johan Mentzer blev student 1722 og blev residerende kapellan i Asminderød-Grønholt-Fredensborg. I 1732 blev han sognepræst i Hårlev-Himlingeøje. Efter to år i dette embede kom han til Lellingekloster og Lellinge. Fire år senere kom han til Kvislemark-Fyrendal. 
   I 1749 blev han conferensråd. Det var en dansk titel brugt fra slutningen af det 17. århundrede til omkring år 1900. Oprindelig om kongens rådgivere i vigtige sager, senere blot som titel, der gav indehaveren rang i rangfølgens klasse 2.      
   Hans første kone, Anna Christine Birch, var jævnaldrende med ham. Hun døde i 1736. Året efter giftede han sig med den tretten år yngre Marie Cathrine Lorentsdatter Riegelsen, datter af en københavnsk grosserer. Hun døde 1744.  fra København. Hans tredje kone, Mette Johanne Urbansdatter Bruun var var født i 1730. Hendes far var etatsråd Urban Bruun, deputeret for finanserne. Hun døde først i 1770. Da havde han været død i 15 år. I det sidste ægteskab var der en datter.   
Jeg kommer igen

Sognepræst Jacob Jensen Hviid var søn af sognepræsten i Gimlinge Jens Hvid, der døde i 1760 efter mere end 50 år i samme embede. Faren blev altså jubellærer. Han blev dimitteret fra Herlufsholm i 1729. Han tog teologisk embedseksamen i 1733 og blev derefter manuduktør.

      I 1748 blev han residerende kapellan i Fodby Sogn. Den 22. juni 1753 blev han copuleret med Maren Wulff, datter af sognepræsten i Førslev, Jochum Wulff.  Hun var tyve år yngre.

      Mens de boede i Fodby fik to børn. I 1754 fødtes datteren Maria Elisabeth. Ved dåben blev hun båret af pastorinde Mette Johanne Mentzer fra Quislemark. Faddere var pastor Jochum Wulff, pastor Jens Hviid, Gimlinge, pastor Ole Daniel Høffding, Marvede,  pastor Peder Aggerup, Vallensved og forvalter From, Gunderslevholm. I 1783 indgik jomfru Maria Elisabeth Hvid ægteskab med sognepræst Jørgen Wederkinch, Græse-Maarum Sogn. Han døde to år senere.

      Sønnen Carl Adolph kom til verden i 1756 og blev døbt den 22. august. Pastor Høffdings frue, Mette Marie Asmussen, bar sønnen ved dåben. Faddere var consistorialråd og sognepræst Mentzer, Kvislemark-Fyrendal, pastor Wulff, Førslev, forvalter Hansen på Førslevgård og lægen Ljunge.

      Samme år blev han sognepræst i Kvislemark-Fyrendal. 
         I 1759 fødtes datteren Lucia Henriette. 
         I kirkebogen står:
         "Onsdagen den 10. augusti døbt min datter Lucie Henriette, opnævnet efter fru grevinden på Fuirendal, der lod hende bære til dåben ved provstinde Hviid i Kvislemark. Faddere: Hr. pastor Prom i Hårslev, Sr. Jabob Prom, degn i Hyllested, min sal. broders søn, Johan Thomas Brunsmand, skoleholder i Gimlinge og min kones søster Else Marie Breumgift med cancelliråd Brempå Antvorskov Slot"
         Grevinden var Lucie Henriette von Blome, gift von Holstein. Hun blev som 16-årig gift ned lensgreve F. C. von Holstein 1729. Han døde i 1749. Som enke fik hun domicil på Fyrendal. Hun døde 17722. 
             I 1761 blev datteren Johanne Sophie født. Fadderne var degnen Jacob Prom og hans datter Birte Lene, samt degnen i Vallensved, skoleholderen i Førslev. I 1765 fødtes og døbtes datter Fridericia Sophie i Quislemark. Blandt fadderne var pastor Stein, Førslev, og forvalter From, Holsteinborg og forvalter Ebbesen, Fyrendal.

      I 1760 blev han provst over Østre Flakkebjerg Herred.

      Hviid forlod Kvislemark i 1766 for at blive sognepræst ved Vor Frelsers Kirke. Det er hans fortjeneste, at Vor Frelsers Kirke fik en passende prædikestol.Hidtil havde man klaret sig med en midlertidig, beskeden stol. Flere forsøg på at få en mere passende prædikestol mislykkedes på grund af magistratens påholdenhed.  

      Så tog pastor Jacob Jensen Hvid fat. Han fik arkitekten C. F. Harsdorff, billedhuggeren Johannes Wiedevelt og maleren Peder Als til at lave en model i klassicistisk stil. Kongen godkendte modellen. Da det var sket, orienterede Hvid magistraten om, hvad han havde gjort og modellens eksistens. Det var i enevældens tid. Kongens ord var lov. Magistraten har nok brummet over, at præsten var gået direkte til kongen bag om dens ryg. Men underkende kongen kunne eller vovede den ikke. Kirken fik en ny prædikestol i 1773. Samme år kom han til Frue Kirke. 
      Senere blev han medlem af 
General-Kirkeinspektionskollegiet. 
      I København var han en populær prædikant. Han var stærkt optaget af at forbedre de fattiges forhold. Når han indsamlede penge, havde han for vane at sige: "Jeg kommer igen". Det gav anledning til mundheldet: "J
eg kommer igen, sagde provst Hvid".
      
Han døde som stiftsprovst 1782. 

Johannes Stein

1766-1771 var nordmanden Johannes Stein sognepræst i Kvislemark-Fyrendal Han kom fra Førslev, hvor han havde været sognepræst 1758-1766. I 1771 blev han slotspræst på Aggershus og sognepræst i Agger.
   Han var født 1725 i Christiania og tog studentereksamen her 1725. 4. maj 1745 blev han ordineret.  I ægteskabet med Elisabeth Reffstad fik han fire døtre.
   Susanne Kirstine Stein. Gift 1777 med sognepræsten i Marvede-Hyllinge Ole Danielsen Høffding 1775-1797. Kone nr. 2. Hun døde 70 år gammel 9. juli 1832.  Boede dengang i Kattesundet 9. Død 1832. 
   Høffding ejede selv sin præstegård. I 1752 oprettede han et legat på et halvthundrede rigsdaler til fattige syge i Marvede og Hyllinge sogne. Pengene blev stående i ”min tilkiøbte Præste=Gaard” i Marvede. Når præstegården efter hans afgang skulle betales af hans efterkommere og arvinger, så forblev de halvthundrede rigsdaler stående ubetalt. Det skulle fortsætte fra præst til præst. Hvert år skulle præsten betale 15 mark i rente af de 50 rigsdaler og give dem til de fattige. I september 1753 stadfæstede kongen gavebrevet.   

   Hylleborg Sophie Stein, f. Førslev, død  1844. Gift  2. juni1786 i Vor Frelsers Kirke, med Henrik Faber, sognepræst i Kousted-Raasted 2. juni 1786-1797. Han blev senere sognepræst i Marvede-Hyllinge 1797-1814. Muligvis fordi hans svoger Høffding ejede præstegården.  

   Martha Maria  Stein, født 1770, død Karise 1856. Gift med Alexander Zoffmann, sognepræst Karise Alslev 1786-1822. Hans kone nr. 2.

 


 

Prom

I 1771 slog præsten Johan Thomas Vilhelm Johansen Prom og hans anden hustru, Charlotte Sophie Amalie Lyster sig ned i Kvislemark Præstegård. De kom fra Hårslev-Tingjellinge, hvor han havde været sognepræst siden 1757.

       Han gik på Slagelse Latinskole og blev student i 1739. Fra 1748-57 var han personel kapellan hos faren, Johannes Nicolai Prom, sognepræst i Krummerup-Fuglebjerg. I oktober 1757 blev han sognepræst i Haarslev og Tingjellinge.

       I hans første ægteskab med enken Christiane Elisabeth Laurenberg Siersted fik han sønnen Johannes Nicolai.

       Charlotte Sophie Amalie var enke efter sognepræst Tidemand Lauritsen Lend i Vollerslev Gjørslev. I dette ægteskab fødte hun sønnen Tidemand Christian Lend, der var kapellan i Hyllested i 1795 og sluttede som sognepræst i Eilby-Meelby. 

        Ifølge Wiberg fødte hun i ægteskabet med Prom fire sønner og tre døtre Efter kirkebogen blev det kun til tre sønner. Andres Stibolt født 1765 døde knap to måneder gammel. Laurits Prom født 1766 blev justitsråd og amtsforvalter i Køge. Han døde i 1843.  Den yngste søn, Johannes Thomas Vilhelm Prom, født 1770 forsøgte først lykken som urtekræmmer i København og gik fallit. Efter 1802 blev han kirkesanger og skolelærer i Sæby. Døde i 1828. Den ældste datter, Lucia Henriette, blev født i 1761. Ved hendes dåb var pastor Jacob Hviid, Kvislemark, en af fadderne. I 1787 boede hun sammen med forældrene og en ugift moster i Tornemark. De to andre døtre nåede kun at blive et og tre år.  

        Da Prom blev afskediget i 1786, slog ægteparret sig ned i Tornemark. Han døde i 1795.
       - Tirsdagen d.  13. oct. blev sal. hr. Johan Prom begraven i Fyrendals kirke. Han døde i Tornemark d. 5. oct.,  da han havde levet 77 år, 8 måneder og 3. dage, står der i kirkebogen,  
        Bemærk, at bolleået og begyndelsesbogstavet med småt er anvendt i kirkebogen. Formentligt af sognepræst H. P. Bøtcher.   
         Året efter døde hans enke Charlotte Sophie Amale Lysterfrue. 
 

Faren var tøffelhelt

Både hans oldefar, farfar og far var sognepræster. Faren, Johannes Nicolai Prom, blev i 1715 kapellan hos sin far i Krummerup-Fuglebjerg og tre år senere sognepræst her.

        Moren, Barbara Johansdatter Neergaard, var en strid dame og faren en tøffelhelt. Efter en visitats i 1746 skrev biskop Peder Herslev om Johannes Nicolai Prom:

        ”Er og en god mand, flittig i sit embede, men nedslaget og modløs over en liderlig og forargelig kone, som tyranniserer manden, der er i sin præstegård mindre agtet end den ringeste rygter (læs røgter) … Bøgerne vare i god orden, intet at klage. Præsten meget at ynke”. 
        Da der i 1748 skulle vælges en ny provst, havde Prom den højeste anciennitet som sognepræst og de fleste kolleger stemte på ham. Alligevel blev han ikke provst. Årsagen var nok hustruens ry og frygten for, at hun ville blande sig i provsteembedets sager.

        Prom havde tidligere i et brev til provsten beklaget sig over sin hustru. Hun gav ham lussinger. Undertiden måtte han forrette gudstjeneste med rifter i ansigtet og opsvulmede øjne. Ofte skældte hun ham ud, når han skulle til at gå til kirken for at forrette gudstjeneste. Madro fik han ikke meget af. Ofte måtte han forlade måltidet på grund af hendes skælden og smælden. Undertiden tog hun maden på hans tallerken og smed den ud af vinduet. I sit lille kammer søgte han ro og fred, men fandt den ikke altid. Nu og da slog hun kammerets vinduer ind. Bøgerne rev hun ned fra hylderne og smed dem på gulvet. Det aflåste skrin med kaldsbrev, regninger, kvitteringer, manuskripter og penge, havde hun brudt op.

        1759 døde faren 71 år gammel. I 1771 boede Barbara Neergaard i Hårslev, hvor sønnen var sognepræst. Hun levede af pension af kaldet og enkekassen. Det fremgår af Oeders Eftr. 1771. Onsdag den 26. november 1784 blev hun begravet fra Kvislemark Kirke.

 

 

Søndag den 28. marts blev dåben over pastor Lucas Kaae Smidts liden datter Caroline Margrethe konfirmeret. Pastor Proms kone i Tornemark bar hende. Blandt fadderne var madame Høffding. Hun var datter af pastor Stein og gift med Ole Høffding, sognepræsten i Marvede.
Nordmand

1. september 1786 blev Lucas Kaae Smidt sognepræst i Kvislemark-Fyrendal. Otte år senere flyttede han til Vemmelev-Hemmerhøj. 1798 døde han i embedet.

         Han var født i Guldbrandsdalen omkring 1747 og søn af sognepræst i Lesja  Johan Smidt og Anna Margrethe Kaae. Han tog sin studentereksamen i Christiania – Oslo – i 1776. Ordineret som præst 1782. 
      I marts 1787 giftede han sig med den tre år ældre enke Charlotte Frederikke Wagrien.  Fra sit første ægteskab medbragte hun sønnen Johan Michael Christian Betz, der var kommet til verden i Frankfurt am Main 1776. Han blev senere sognepræst i Sneistrup-Tørring og derefter i Grevinge. Wiberg oplyser inten om faren.
     Folketællingen 1787 giver følgende oplysninger:

"Lucas Kaae Smidt 30 Gift Mand Sognepræst
Charlotte Fred. Wagrien 33 Gift hans Kone
Johan Michael Christian Betz 10 Ugift hendes Søn af 1. ægteskab
Christian Nielsen 42 Ugift Karl
Johan Hansen 28 Ugift Karl
Lars Andersen 20 Ugift Dreng
Anne Christophersdatter 21 Ugift Tienestepige
Mette Pedersdatter 36 Ugift Tienestepige"

         I ægteskabet kom der en søn og en datter. Datteren Caroline Margrethe fik sin dåb konfirmeret 28. marts 1788. Formandens enke madame Prom bar barnet.      

        I 1787 fik gaardmand Søren Hansen i Quislemark sin liden datter døbt Friedericia Charlotte 12. søndag efter Trinitatis. Da madame Smidt bar datteren ved dåben, er det nærliggende at hendes fornavne har været inspirationen. 
         Ved en senere dåb af  to børn, en dreng og en pige, bar madame Smidt drengen Niels og hendes pige, Maren Henriksdatter, pigen Malene.  

Sognepræsterne var ansvarlige for at organisere og tilrettelægge folketællingerne i sognene samt udfærdige folketællingslisterne. Degne og skoleholdere havde pligt til at hjælpe dem.
Henrik Pontoppidan Bøtcher

Den 30. juni 1794 blev Henrik Pontoppidan Bøtcher sognepræst i Kvislemark-Fyrendal sogne. Han havde været residerende kapellan i Skælskør siden marts 1792.

         I ægteskabet med den fjorten år yngre Anna Christensdatter Møller fik han en søn og fire døtre.Hun stammede fra Skælskør, hvor hendes far var købmand. 
         Han døde 18. januar 1824 på Sterredegård, Rude, hvor han tilbragte sit otium og blev begravet på Fyrendal Kirkegård.  

          Den ældste søn, Christoffer var da 32 år gammel og kvartermester i Næstved. Ludvig Pontoppidan, var skriver hos herredsfogeden. Datteren Anne Dorthe var gift med birkedommer Henrik Wulf Klüwer, Holsteinborg Birk.  Anne Methea havde ægtet krigsassesor Joachim Frederik David Schmiegelow. Anne Sofie Bøtcher var 25 år ved farens død, Anne Henriette Bøtcher 23 og bosat i  Skælskør og den yngste Anne Tobine 20 år.

          Hun døde 69 år gammel i 1831. Blev som manden begravet på Fyrendal Kirkegård.


 

Sognepræst Henrik Pontoppidan Bøtcher var ansvarlig for organiseringen og gennemførelsen af folketællingen 1801.
En sørgelig historie
I Kvislemarks kirkebog fra 1797 kan man læse, at præstens ugifte stuepige Lise Nielsdatter fik konfirmeret dåben over sin uægte søn Morten. Onsdag den 20. december bliver Morten begravet. Han fik kun lov til at leve i 14 dage.
         Udtrykket konfirmeret fortæller, at Morten var syg ved fødslen og derfor måtte hjemmedøbes. Formentligt af sognepræsten.
Tørt fortæller kirkebogen om en tjenestepiges dobbelte uheld.
Statskirkepræsten

Indtil 1809 havde godsejerne i mange år haft retten til at bestemme, hvem der skulle være sognepræst. En del godsejere, herunder besidderen af Holsteinborg Gods, bevarede retten til at foreslå, hvem der skulle have embedet frem til  grundlovens vedtagelse i 1849. Claus Schonning Tryde, der overtog embedet i 1823, var således bragt i forslag af godsejeren. 
      Schoning betyder "fra Skåne".
      Ved hans tiltræden blev Bisserup By overført fra Kvislemark-Fyrendal Sogn til Holsteinborg Sogn. Det havde godsejeren foreslået nogle år tidligere og kongen tiltrådt. Godt det samme, da de gudelige forsamlinger kom til at stå stærkt i Bisserup takket være Jakob Fisker, og det ville givet have fået Tryde på banen. 
  
      Trydes ideal var nemlig en statskirke. Han var en arg modstander af mormonisme, baptismen og andre sekter. I hans embedstid meldte kun en mand sig ud af folkekirken for at blive gendøbt i Kalkbrænderihavnen.  
        Roskildekonventet havde nedsat en komité, som skulle komme med en betænkning om baptistsagen. Formand var sognepræst Johannes Ferdinand Fenger, Liunge og Broby  og medstifter af det sydvestsjællandsdke broderkonvent. De to andre komitémedlemmer var Kolthoff og Tryde. Sidstnævnte delte ikke formandens syn på dåb af baptistbørn. 
         Med Trydes tilladelse oplæste formanden på et møde i det sydvestsjællandske broderkonvent i september 1845 de forandringer han ville have indført i betænkningen for at skrive under. Blandt Trydes krav var, at at præsterne skulle rådes til "at døbe for Fode de Børn, som bragtes os af Øvrigheden". 
      Det hører med, at på Roskildekonventets møde i Ringsted 15. oktober samme år, vedtog man enstemmigt "at udtale sig for det ønskelige i at, at Kirkens Dåb ikke paanødes Basptistbørn".
      De gudelige forsamlinger bekæmpede Tryde også. Lærer Christiansen i Skafterup fik hårde ord, da den første gudelige forsamling i sognet blev afholdt i skolen påskemorgen 1832.    
      Havde Tryde meldt ham til myndighederne, kunne det have kostet bøde eller fængselsstraf. 
      Grev F. A. Holstein-Holsteinborg rådede læreren til at holde de næste gudelige forsamlinger i Bisserup. Greven var positivt indstillet over for de gudelige forsamlinger. 
        Da der blev afholdt en gudelig forsamling i Kvislemark Sogn, indberettede Tryde det til kancelliet.
       I en indberetning om skolevæsenet i 1827 skriver Tryde:
       " Lærerne har været anstændigt lønnede, til dels ved tilskud fra Holsteinborg. Ungdommen er vel oplyst, og - hvilket er det glædeligste - man sporer i det daglige liv såvelsom ved sammenkomster megen sædelighed, og ved disse en sjælden, for mig i begyndelsen endog påfaldende, iagttagelse af udvortes velanstændighed. Give Gud, det må så vedblive".
    

Dygtig og streng
Indtil 1841 var Tryde som sognepræst født formand for skolekommissionen og fattigkommissionen og efter 1841 forelagde han som født medlem af sogneforstanderskabet alle sager vedrørende skolevæsenet og fattigvæsenet, ligesom han førte korrespondancen og protokollerne. 
     På det første møde i sogneforstanderskabet for Kvislemark Pastorat valgte de syv øvrige medlemmer ham som formand. Takket være hans omhyggelig føring af protokollen har vi i dag et godt billede af sogneforstanderskabets virke i de første år. 
     Dengang hørte omsorgen for de fattige, oplæringen af ungdommen og forkyndelsen af det kristne budskab hørte sammen, og derfor var det naturligt, at sognepræsterne blev nøglepersonen i disses forvaltning. 
   Tryde besøgte jævnligt skolerne, og han gik i detaljer. Men han talte også lærernes sag, da deres løn blev nedsat. Han fandt det urimeligt, at de uden et vederlag skulle uddele folketællingslister.
    Konfirmanderne måtte møde tidligt om morgenen, vist nok klokken 6, til forberedelse. De stakkels børn fra Skafterup Mark og Bjørnebækområdet måtte stå kl. 4 for at nå frem til præstegården i rette tid. Hvis Tryde blev utilfreds med et barns opførsel, trak han det ud på gangen, hvor der vankede et passende antal lussinger..
    
 
   I 1843 beordrede garnisonen i Næstved bønderne til at køre sig fra Næstved til Slagelse pinsedag 1843. Det havde garnisonen dengang ret til. 
   Sogneforstanderskabet protesterede. Tryde gjorde opmærksom på, at det ville forhindre folk i at komme i kirke. 
   Hvis det stod til ham, var helligdagsordningen blevet lavet om. Hverken myndigheder eller privatpersoner skulle blande sig i, om den enkelte borger ville gå i kirke eller ej. Ingen måtte gribe ind i en anden mands ret til at have sin helligdag uforstyrret til gudelig brug. 
   Tryde var en dygtig embedsmand. Da biskop Mynster og provsten opfordrede ham til overtage et provsteembedet, nægtede han det. Begrundelsen var, at så fik han ikke fik tid til at varetage sit embede så samvittighedsfuldt, som han ønskede det, og som provst måtte han give afkald på den stille syssel med embedets sager i sit studereværelse.
    Under forgængerens embedsperiode nægtede beboerne i Brandholt at betale at betale præstegårdstiende af den såkaldte Brandholtlod. Forgængeren gjorde intet ved det, selvom han havde retten på sin side. Tryde var ikke konfliktsky. En forringelse af kirkens økonomi ville han ikke acceptere. 
   Han gik rettens vej og vandt. 100 rigsdaler fik han tilkendt. De penge blev i 1843 gjort til grundfonden i et legat for skolelærerenker og skolelæreres børn i Kvislemark-Fyrendal. I 1952 var legatet vokset til ca. 16.000 kr.  
 
    På sine gamle dage gik Tryde knapt så hårdt til værks. I Liber Daticus indrømmer han, at det havde knebet med i hærdigheden til at inddrive alle skyldige beløb.  
 
   ”Efterretninger om gejstlige embeder” beskriver i 1855 præsteboligen som værende meget omfangsrig. Stuehuset er en stærk 200-aarig bindingsværkbygning af meget svært egetømmer, helt ombygget indvendig, mest fra nyt af pastor Tryde, forsynet med lutter nye ildsteder, lofter og gulve – på en nær – døre og vinduer. Hovedfacaden er 25 fag mod vest, hvortil mod gården slutter sig to sidefløje, hver på syv fag. Præstegården har for hen ved 200 år siden ligget ved Fyrendal tæt ved kirken".
Husflidens standpunkt
I 1840 skrev sognepræsten i Vemmelev, pastor P. R. Duus,  "Bidrag til Kundskab om de danske Provinsers nuværende Tilstand". Den beskriver landbruget i Sorø Amt. Kvindernes store store arbejde får rosende bemærkninger. Til gengæld falder drøje hug af til tjenestekarlene og de konfirmerede drenge.
         Deres anvendelse af de lange vinteraftenere er sørgelig, mente pastor Duus. Enten lægger de sig efter aftensmåltidet på bænken for at sove eller også mødes de med andre karle et sted i landsbyen for at spille kort eller deltage i svir. De tror, at når dagens arbejde er slut, er aftenen deres egen. Husbonden har ikke den fornødne kraft i viljen til at forbyde at søge de nævnte fordærvelige forsamlinger. Her altså ikke alene tab af den arbejdsomhed. som husbonden også i aftentimerne har krav på, m en, hvad der er det sørgeligste, tab for tyendets moralitet. 
         Pastor Tryde har nok delt hans bekymring.    På et ekstraordinært møde i marts 1843 fik Tryde sogneforstanderskabet til at vedtage, at medlemmerne ville bestræbe sig på at forebygge og forhindre ungdommen at løbe på gader og veje med utilbørlig leg og spøg om aftenen og ved nattetide. Man vedtog tillige at anmode birkedommeren om at lade de derhen hørende anordninger bekendtgøre med tilført advarsel til ungdommen samt i nødstilfælde at drage de skyldige til ansvar straf efter loven.

   
Genopbyggede præstegården

Peter August Raaschou tiltrådte som sognepræst 22. maj 1861. Han havde været lærer ved Skårup Seminarium. Fra 1848 var han sognepræst i et sogn i Viborg Stift. 
      Inden han nåede at flytte familien til Kvislemark, brændte præstegården. Den var opført i egebindingsværk ca. 1650 og var i 1850 endnu i god stand. 
      Han var en venlig og folkelig præst, der ofte kom på husbesøg hos sine sognebørn. 
      Modsat Tryde stod han sig godt med de vakte. Det vil sige de folk, som deltog i de gudelige forsamlinger. 
         I hans tid begyndte grunetterne at holde møder rundt om på gårdene. Det var en frimenighed. Den kaldte sig den evangelisk-luthersk Frikirke. 
         Grundlæggeren var Niels Pedersen Grunnet, 1827-1897, dansk frikirkepræst. Grunnet havde i en årrække været privatlærer blandt de stærke jyder. I 1855 under indtryk af Kierkegaard-røret og tysk-luthersk konfessionalisme oprettede han frimenigheden.

Fru Karoline Marie Raaschou døde i en alder af 91. Kilde: Liber Daticus
Prædiken 1876
Forfatter og oversætter

Den 3. juni 1879 overtog Victor Heise embedet. Han havde tidligere været adjunkt ved Sorø Akademi og i ti år sognepræst i Pedersborg – Kindertofte Sogn. 
   Under i opholdet i Sorø kom han ind i kredsen omkring Ingemann. Efter dennes død udgav han på fru Ingemanns opfordring "Breve til og fra B. S. Ingemann" 1879 og "Brevvexling mellem B. S. Ingemann og Fru C. v. Rosenørn", 1881.
   Han var en flittig forfatter og oversætter. Han udgav skrifter med oversættelser af og kommentarer til Salomos Højsang og kirkefaderen Tertullians ”Om tålmodighed”. 
      Han skrev om lægestandens stilling til spørgsmålet om levende begravelse og artikler til dagblade om skindøde. 
      Ligsynsmændene i Fuirendal Sogn, gårdejer Jens Jensen og snedker Fredinand Brodthagen, udfyldte ikke deres ligsynsattester på rette måde. De nøjedes med at henvise til deres besvarelse af fortrykte spørgsmål. Pastor Heise har åbenbart ikke kunne få dem til at at makke ret. Civildommer Fiedler i Holsteinborg Birk og fysikus Knudsen mente ikke, at det var nødvendigt at følge reglerne. Heise opgav ikke kampen, men gik til amtmanden over Sorø. Det endte med, at amtmanden i april 1882 kaldte civildommer Fiedler til orden. Han fik ordre til at kalde begge ligsynsmænd til sig og pålægge dem, at de for fremtiden skulle holde sig til gældende regler. De gik ud på, at ligsynsmændene med egen hånd skulle angive, hvilke dødsårsager de havde fundet. 
      Det blev også til flere artikler om skolevæsenet. 
      I Indre Missionstidende nr. 52 1884 skrev han "Erindringsord fra den ved Slotsbranden omkomne Pioners Jordfæstelse".
 

Guvernørsønnen
Pastor Heise blev i 1885 afløst af Peter Guillamore Hansen, der var født i Serampore, en dansk koloni i Indien indtil 1845. Universitetet her blev oprettet i danskertiden og eksisterer den dag i dag. 
       Hans far var koloniens sidste danske guvernør. Senere blev han guvernør over de vestindiske øer og folketingsmand. 
      Efter embedseksamen i 1861 virkede   Peter Guillamore Hansen som lærer og kapellan. I 1876 blev han sognepræst i Skæve. To år senere blev han formand for sognerådet og provst for Dronninglund Herred med Læsø.
       Han skrev en række artikler og afhandlinger om teologiske, kirkepolitiske, nationale, politiske og moralske emner i tidsskrifter og dagblade.
 
  
   Sønnen stud. mag. Alfred William Smyth Hansen døde 15. juni 1899 i Kvislemark Præstegård. 23 år gammel. Han blev begravet på Kvislemark Kirkegård op ad kirkemuren ved den nu nedrevne kapels sydøstre hjørne. Gravstedet blev bevaret helt op til 1960´erne. Fra 1931 til sløjfningen blev gravstedet passet af pastorinde I. Lambert-Jensen. 
         Grunnetterne kom stadig på besøg på besøg og og holdt møder. Guillamore Hansen påtalte det, når en gårdejer åbnede sit hus for et møde. I hans tid gled forsamlingsbevægelsen over til at blive Indre Mission.

Provst Peter Guillamore Hansen
Indremissionspræsten

Peter Guillamore Hansens afløser blev den 58-årige sognepræst Adolf Carl Gottfried Thiel. Han havde virket som kapellan i Hårslev-Tingjellinge Sogne et års tid og kendte dermed egnen. Fra 1879 til 1901 var han sognepræst i Serup-Lemming.  Hans frue var den syv år yngre Sofie Frederikke Franzisca Hyrup. 
      Hans far havde studeret teologi ved universiteteterne i Rostock og Jena i Tyskland. 
      Thiel var en fremtrædende missionsmand og skulle have afløst Vilh. Beck som formand for Indre Mission, men afslog. Han var alt for selvstændig til at kunne leve op til Indre Missions forventninger om en leder, der var som Vilh. Beck. 
      På et møde for Indre Mission i Kvislemark Præstegård 8. februar 1906 foreslog Thiel, at man byggede et missionshus i Tornemark. Der blev nedsat en byggekommission, der blandt andet bestod af Thiel,  smedemester Julius Christensen, Kvislemark, sadelmager Larsen, Sandved, og tømrermester Hansen, Nyrup. Bortset fra Thiel deltog de her nævnte i jubilæumsfesten 28. oktober 1946. Sypige Marie Larsen skænkede byggegrunden. 
      Den 28. oktober 1906 talte provst Zeuthen i Fyrendal Kirke. Samme dag indviede han missionshuset. Bag byggeriet lå også et ønske om, at tornemarkerne skulle have et andet samlingssted end kroen Harmonien, hvor kaffeknægtkongerne og drukkenboltene holdt til. Provst Zeuthen var formand for Indre Mission.
      Da Thiel blev indsat som sognepræst, var kirken næsten tom. Missionspræster havde man ikke brug for i Kvislemark-Fyrendal. De var altid hårde, mente sognebørnene. Han blev en populær præst og fik en stor kirkegang.  

                      - Men lykken den vender sig ofte dog om,

                        det skete vist aldrig, at Kirken blev tom;

                         Folk ville dog høre, hvad Præsten sa´e,

                         Om han var så slem som det Rygte gik a´e.

                        

                         Og Kirkegangsfolket det voksede frem,

                         Og Præsten blev velset i mangen et Hjem;

  Han kom af Guds Nåde, han kom med 
   Guds fred,

                         Saa mangen fandt Evighedshaabet derved.

 

      Linierne stammer fra en sang skrevet af husejer Jørgen Andersen, Sneslev Overdrev ”Til Gulbrudeparret, pastor A. Thiel og Hustru, den 6te Juli 1924”.  Thiel gik på pension i 1913.

Pastor A. Thiel
J. L. Balslev
Fra 24. november 1914 til 29. juli 1922 var J. L. Balslev sognepræst i Kvislemark Fyrendal sogne. Han blev derefter sognepræst i Sorø. Emiritus fra fra decembere 1936.
         I 1916 blev KFUM stiftet med A. L. Balslev som den første formand. KFUK blev stiftet nogle år senere.         
Sydsjællands Socialdemokrat bragte i 1919 denne tekst. Marie Lassen var medlem af Landstinget 1920-1921. I det år diskuterede man kvinders adgang til præsteembedet i forbindelse med ”Lov om Kvinders Adgang til Tjenestestilling og Hverv".
Pastor A. Lambert-Jensen
I 40 år var A. Lambert-Jensen sognepræst i Kvislemark - Fyrendal sogne. Han sluttede i 1971, hvor han i ambulance blev kørt til Centralsygehuset i Slagelse. Sin afskedsprædiken fik han aldrig holdt. 
      Mange år efter, at han var kommet til Kvislemark-Fyrendal, spurgte han en tidligere menighedsrådsformand, hvorfor man havde valgt ham som Brodersens afløser. 
      - Det skal jeg sige Dem, hr. pastor. Deres far var kendt som en dygtig landmand, og så havde De en køn kone!
      På et eller andet tidspunkt i 1932 var han på sygebesøg hos Christen Sejersbøl. Mens han sidder og taler med patienten, kommer doktor Klein på sin sædvanlige hyggelige måde buldrende op ad trappen til loftsværelset på Korsagergaard.
      Da han fik øje på præsten, råbte han:
      - Hvad? Er præsten allerede komme?! Nå, så kan jeg godt gå igen.
      Og så lo de alle tre.
 
      
A. Lambert-Jensen er her fotograferet ca. 1930, hvor han var ordineret medhjælper i Præstø. Den høje hat bar han også, når han gik til og fra Kvislemark Kirke på søn- og helligdage.
Lokalhistorikeren
Som lokalhistoriker skrev Aa. Lambert-Jensen utallige artikler om de gudelige forsamlinger Kvislemark-Fyrendals kirkeblad og Hyllesteds og Næstved Tidende samt flere jubilæumsskrifter.
          I Dansk Præste og Sognehistorie (1954) nævnes bl. a. følgende:
          - Jens Corneliussen af Førslev, træk af egnens aandelige historie for 100 aar siden.
          - Grundtvig og de gudelige forsamlinger forsamlinger paa Næstvedegnen (artikler i Næstved Tidende)
           - Kvislemark - Fyrendals Skolevæsens historie gennem 200 aar (1943).
           Af jubilæumsskrifter skal nævnes:
           -  150 år med sparekassen for grevskabet Holsteinborg og omegn. Danmarks ældste pengeinstitut (1960).
           -
Skolen på Hindholm: Sjællands første højskole 1852-1914 (Udgivet af Hindholmkredsen i anledning af Kost - og Realskolens 50 Års jubilæum 1966)

 

 

 -
Foto fra 1950´erne
Kvindelige præster

Sognets første kvindelige præst blev Cecilie Schachinger. Hun afløste provst Tom Nielsen 2003 og bestred embedet til 2009.

Provster
1. oktober 1836 - 20. november 1869:
J. A. Brasen, Karrebæk, flyttet til Skelsør

15. juni 1870 - 15. september 1886:
J. C. L. Winther. Gimlinge

20. oktober 1886 - 20. november 1888:
F. A. C. Møller, Hyllested - Venslev - A.

26. marts 1889 - 1. marts 1897:
A. F. C. Ussing, Skelskør

30. juni 1897 - 22. maj 1918:
C. V. Skelskør, Skelskør

25. august 1918 - 28. marts 1940:
C. T. Lund, Magleby

27. august 1940 - 28. juli 1947:
K. P. A. Hee Andersen, Herlufsholm

4. august 1949 - ?:
H. N. Jessen, Skelsør
 
Kilder

En almindelig dansk præstehistorie, samlet og udgivet af S. B. Wiberg, Rosenkilde og Bagger, København, 1959

Danmarks Præstehistorie 1884-1911, Dansk Genealogisk Institut

Danmarks Præstehistorie i årene 1869-1884. Personalhistoriske undersøgelser af Sofus Elvius, Emil Bergmanns Forlag 1885

Dansk Præste- og Sognehistorie (Kirkelig Geografi) 1849 – 1949 (1954), samlet og udgivet af Paul Nedergaard, Sognepræst, København, II. Roskilde Stift, I Kommission O. Lohses Forlag, Eftf. København

Det sydvestsjællandske Broderkonvent (1837-1854). Optegnelser af Johannes Ferdinand Fenger. Lic. theol., forhen Sognepræsdt i Liunge og og i Høje Taastrup. Udgivne af hans yngste Søn. Kjøbenhavn. Karl Schønbergs Forlag. 1890.


Salmonsens Konversationsleksikon

Dansk Biografisk Leksikon

Liber Daticus 1836-1868 Kvislemark-Fyrendal Pastorat                           

Embedsbog 1868-1923 Kvislemark-Fyrendal Pastorat

Kvislemark Sogns kirkebøger 1813-1953

Fodby Kirkebog 1721-1796

Førslev Kirkebog 1720-1764
 

Danmarks Kirker,
Fyrendal Kirke, Sorø Amt, bd. 2.

Thomas Oldrup: Poul Jensen Kolding og hans selvbiografi fra ca. 1630. Koldingbogen 2007

Erling Petersen: Magister Didrik Grubbe. Aarbog for Historisk Samfund for Sorø Amt. Bd. 50. 1963.  


Sognepræst Aage Lambert-Jensen: ”Den gudelige opvækkelse – og hvordan det begyndte”, utrykt manuskript, 1984. 

Historisk Tidsskrift, Bind 4. række, 3 (1872 - 1873) 1

Meddelelser af blandet Indhold, Meddelelser af og i Anledning af fra Svenskekrigen 1659-60. Major Johan de Beverens Dagbog

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...

Glenn Hillstrand | Svar 04.10.2015 18.00

Lucas Kaae Smidt ble født i 1758 og døpt 21 Mars 1758 i Halden.
Han var sønn av presten Hans Hans Smidt og Anne Margrete Kaae
De bodde i Lesja fra 1759

Axel Scheel | Svar 10.06.2015 02.54

Takk for en interessant side, som jeg havnet på efter søk på Bøtcher. Men skyldes de blanke sider nettopp hér en tilfeldighet - eller bortfall av opplysninger?

Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

02.04 | 23:40

  I Arløse er der hidtil kun registreret en frihedskæmper, den 25-årige Erik Frederik Nielsen. Rettelse: rigtig navn er Ernst Frederik Nielsen

...
10.04 | 23:27

Det er sjælden vi får oplysninger fra kirkebogen, der viser os et billede af de ulykkelige, der kommer af dage og de gamle, der var henvist til nådens brød.

...
04.10 | 18:00

Lucas Kaae Smidt ble født i 1758 og døpt 21 Mars 1758 i Halden.
Han var sønn av presten Hans Hans Smidt og Anne Margrete Kaae
De bodde i Lesja fra 1759

...
06.08 | 13:47

Hej,

Billedet af "tyskertøsen" - hvor har du filen fra? Og ved du hvor billedet kan opstøves?

Mvh
Anna

...
Du kan lide denne side