Kirkestævne - udkast
Skiltet er bare væk

I mange danske kirker hænger der et skilt med påskriften ”kirkestævne” malet i hvidt på sort bund med skønskrift og en blank bagside. Forsiden vendte ud ad, når der var kirkestævne, og ind mod væggen, når der intet var. 
         Sådan et var der også  i Kvislemark Kirkes våbenhus. Det hang på våbenhusets østre væg. I hvert fald indtil 1971. Hvorfor og af hvem det er fjernet vides endnu ikke.

          Inventar, som ikke længere bruges, må kun fjernes fra en kirke, når det er vedtaget i forbindelse med et provstesyn. Hvis et provstesyn har givet menighedsrådet tilladelse til at fjerne kirkestævneskiltet, må der efter mit skøn enten være tale om uvidenhed om den rolle, kirkestævnerne har spillet gennem næsten otte hundrede år, eller mangel på respekt for det overleverede.

Oplæsning i kirken
Al lysning, som er om verdslig handel, enten at lyse efter det, som man haver mist, eller oplyse noget, eller andet sådan, skal ske, efter at man har gjort bøn. Men at lyse for ægteskab og bede for syge, skal ske før bønnen. 
         Det blev et af resultaterne på Roskilde Landemodes forhandlinger i 1577.
Kirkestævnets brug

Fra den tidlige middelalder har prædikestolene og kirkestævnerne været det sted, hvor forordninger, love, anordninger og påbud fra myndighederne blev oplæst for sognebørnene. Nogle forordninger blev dog oplæst fra prædikestolen. I 1806 fandt biskop Balle i præstegården en fortegnelse over forordninger læst fra prædikestolen fra prædikestolen 1802 - 06.  
         På kirkestævnet lærte sognebørnene, hvad der var lov og ret her i landet, og hørte om meget andet. 
 
        
I Jyske Lov er der en paragraf, som fortæller, hvordan en kvinde skal forholde sig, hvis de bliver udsat for voldtægt.

          En voldtagen kvinde skal først klage over den vold, der er overgået hende, til grander og grandekvinder på kirkestævne. Derefter kan hun gå på tinge. Klagen på kirkestævne skal hun komme med, så snart hun har sin frihed igen.

          Christian V's Danske Lov 1688, 6. bog, 19. artikel fastssætter følgende:

          Hvilken Kone, der siger sig at være voldtagen, hun skal, saa snart hun kommer i sin egen Styrke, klage over den Vold, som hende er gjort, for Naboer og Naboersker, og paa Kirke Stævne, og siden paa Tinge, og da er det vel troeligt, at hende er vold gjort”

          Kirkestævnet spillede samme rolle, som de trykte og elektroniske medier gør det i dag, langt op i 1800-tallet. Kirkestævnet var det eneste sted, hvor sognets beboere kunne stifte bekendtskab med gældende lov og ret. D. 8. Decbr. 1688 udgik en forordning om ulvejagten, som hvert Aar blev oplæst paa alle Tinge og fra alle prædikestole i Jylland. 

          Det blev også brugt til efterlysninger af forbrydere og ejere af optagne  kreaturer, oplysninger om valg med videre og mere private ting.

          I 1828 udkom Bornholms første dagblad "Bornholms kongelig allernådigst ene privilegerede Avertissements Tidende". Det var ikke med amtmandens gode vilje. Den gammeldags bekendtgørelse ved kirkestævne var tilstrækkelig, og i øvrigt var der ikke brug for noget blad på Bornholm, mente han. Bladet nåede først op på 400 abonnenter efter 1852.

          Brugen af kirkestævnet til mindre væsentlige oplysninger og private ting tog overhånd. I hvert fald meddelte kancelliet i 1823,  at private tillysninger og offentlige bekendtgørelser af mindre betydning helst skulle foretages ved sognestævne frem for ved kirkestævne. 

Jyske Lovs 2. bog § 17. Hvis en kvinde bliver voldtaget.
Sognefoged og kirkesangeren læste op

Det var præstens opgave at lyse til kirkestævne. Sognefogeden og kirkesangeren læste op. 

          Grænsen mellem sognefogedens og kirkesangerens ret og pligt ned hensyn til bekendtgørelse ved kirkestævne gav åbenbart anledning til spørgsmål. Derfor kom der i 1871 en kundgørelse om læsning ved kirkestævne. Forinden havde sagen været udsat for brevveksling mellem Indenrigsministeriet, Ministeriet for Kirke og Undervisningsvæsenet og Justitsministeriet .

          Kirkesangerne var efter forordningen af 8. oktober 1824 pligtige tiil uden gebyr at bekendtgøre ved kirkestævne love og anordninger, hvis det pågældende ministerium forlangte.

          I alle tilfælde, hvor statens embedsmænd, kommunale myndigheder eller andre, hvem et offentligt hverv var overdraget, havde at bringe noget til almindeligt kundskab, og der ved lovgivning var givet dem anvisning på hertil at benytte oplæsning ved kirkestævne, var sognefogerne pligtige at oplæse de bekendtgørelser, der til den ende blev tiltsendt dem.

          Sognefogederne var eneberettigede til at foranstalte de i Sportelreglementet af 22. marts 1814 paragraf 147 omhandlede bekendtgørelser og derfor erholde det fastsatte gebyr.

          Uden for de ovennævnte tilfælde kunne de, der ønske noget bekendtgjort ved kirkestævne, efter eget valg henvende sig enten til sognefogederne eller kirkesangerne. Det fik de penge for. Gebyret var fastsat i Sportelreglementets § 147.

          I 1870 kom den lov, som førte til udgivelse af lovtidende og ministerialtidende. Samtidigt dukkede der en række dagblade op. Dermed faldt behovet for afholdelse af kirkestævner.

           Alligevel fortsatte kirkestævnerne op i 1900-tallet.
            Folketinget vedtog 11. april 1920 Lov nr. 139 om valg til Folketinget. Under afsnittet om valglister, § 8, står, at tid og sted for fremlæggelse af valglister til almindeligt eftersyn skal bekendtgøres med mindst 8 dages varsel til kirkestævne eller på den for offentlige kundgørelkser på vedkommende sted ellers brugelige måde.
            Da Jens Larsen blev beskikket til sognefoged for Allesø Sogn på Fyn den 25. april 1944, blev det kundgjort for sognets beboere ved kirkestævne den 7. maj samme år. 

         Selv i dette årtusindes lovgivning nævnes bekendtgørelse ved kirkestævne. I Justitsministeriets lovbekendtgørelse nr. 619 af 15. september 1986 om strandingsloven, som ændret ved lov nr. 433 af 31. maj 2000 er bekendtgørelse på kirkestævne nævnt.

      Salg af mindre partier af løst strandingsgods, vrag eller vragstykker, der er inddrevet på forstranden, kan  bortsælges mod kontant betaling ved offentlig auktion. Denne afholdes af sognefogden, hvis en sådan findes, og ellers af politiet, efter at der mindst 3 dage forud har fundet een bekendtgørelse stedhenholdsvis ved kirkestævne eller ved indrykkelse i det blad, i hvilket bekendtgørelser fra politiet plejer af offentliggøres  

Brændevin

Brændevinsbrænderi var en yndet fornøjelse i 1800-talet, men forbudt. I årene mellem 1830 og 40 sendte en mand i Gesten Sogn amtmanden et brev med navnene på 11 beboere, der brændte brændevin. Den  skrivelse lod amtmanden oplæse på Gesten Kirkestævne, så blev der ej rørt videre ved den sag.

          I 1843 pålagde en herredsfoged et sogneforstanderskab at konfiskere alt brændevinstøj i kommunen.  
          Sogneforstanderskabet skrev tilbage, at det ikke havde kendskab til, at der fandtes brændevinstøj i kommunen, men for en sikkerheds skyld ville det lade herredsfogdens ordre bekendtgøre ved  kirkestævne.

Indkaldt fra prædikestolen

Sognepræsterne skulle bistået af degne og skoleholdere i hvert sogn udfylde de fortrykte folketællingsskemaer ved folketællingerne i 1787 og 1801.
        Præsterne indkaldte fra prædikestolen indkalde sognet husfædrene til optælling. Indkaldelsen skete søndag efter søndag  til alle var talt op. De udarbejdede derefter en liste, hvor gaardmændene med deres familiere og husmændene med deres blev anført hver for sig. 
        Ejerne af hovedgårdene skulle skriftligt oplyse, hvem der havde opholdt sig på folkeoptællingsdagen på hovedgården..
          

Løbske hingste

Løsgående hingste var en plage på Frederik VI´s tid. Han udsendte derfor en forordning om, at enhver havde ret til at pågribe løsgående hingste på egen lod, fællesgræsgang og ævred. Første gang en hingst blev fanget, skulle ejeren betale mult.

          Mulkten var værdien af fire tønder havre efter sidste kapiteltakst første gang. Anden gang var mulkten på otte tønder havre.

          Manden, der fangede den løsslupne hingst, skulle have 24 skilling af ejeren. Tredje gang hingsten blev indfanget skulle spidsen af venstre øre og fjerde gang et stykke af højre øre afskæres.   
         
Hvis hingstens ejer ikke var kendt, skulle sognefogeden på kirkestævner i alle kirker, der lå lå inden for en radius af  en halv mil fra det sted, hvor hingsten var indfanget, efterlyse hingstens ejer. Sognefogeden fik en rigsdaler for sin umage.

          Meldte ejeren sig ikke, skulle sognefogeden næste onsdag sælge hingsten på offentlig auktion mod kontant betaling. Sognefogeden fik en rigsdaler for ulejligheden og 8 skilling af hver rigsdaler, auktionen indbragte.

Valg til sogneforstanderskabet

Landkommunalordningen af 13. august 1841 trådte i kraft 1. januar 1842. I den stod der, at valg til sogneforstanderskaber skulle bekendtgøres med dag og klokkeslæt mindst otte dage før på et kirkestævne.

         Loven har givet været læst op på et kirkestævne i Kvislemark Kirke.  
         Men da sognefoged og sogneforstander Christen Hansen døde i 1845, blev valget af en ny sogneforstander bekendtgjort af pastor Claus Schoning Tryde fra prædikestolen. 
         Det fremgår af sogneforstanderskabets beslutningsprotokol.
        

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...
Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

02.04 | 23:40

  I Arløse er der hidtil kun registreret en frihedskæmper, den 25-årige Erik Frederik Nielsen. Rettelse: rigtig navn er Ernst Frederik Nielsen

...
10.04 | 23:27

Det er sjælden vi får oplysninger fra kirkebogen, der viser os et billede af de ulykkelige, der kommer af dage og de gamle, der var henvist til nådens brød.

...
04.10 | 18:00

Lucas Kaae Smidt ble født i 1758 og døpt 21 Mars 1758 i Halden.
Han var sønn av presten Hans Hans Smidt og Anne Margrete Kaae
De bodde i Lesja fra 1759

...
06.08 | 13:47

Hej,

Billedet af "tyskertøsen" - hvor har du filen fra? Og ved du hvor billedet kan opstøves?

Mvh
Anna

...
Du kan lide denne side