Majdage i 1945
Da lysene blev tændt

Frihedsbudskabet den 4. maj om aftenen kom ikke uventet. Alle var klar over, at tyskerne havde tabt krigen. Man var mest optaget af, om der ville komme engelske eller russiske tropper til landet. Det sidste frygtede man. Rædselsberetningerne fra den russiske revolution og tiden, der fulgte, var ikke glemt.

         Den aften blev mørklægningsgardinerne ikke trukket ned. Det elektriske lys blev tændt i alle præstegårdens stuer. Det fik lov at brænde, indtil vi gik i seng omkring midnat.

         De følgende dage cyklede jeg vidt omkring for at se, hvad der skete. Og der var nok at se for en dreng fyldt 15 den 4. maj. 

         Næste morgen ringede befrielsesklokkerne fra kl. 08.00 til 09.00. Min far sendte mig op til Fyrendal Kirke med en eller anden besked til ringeren.

         Mens jeg stod oppe i tårnet, fik jeg øje på grev Erik Holstein. Han stod ved sin bil i ført uniform model 1923 og med frihedskæmperarmbind nede foran Fyrendals hovedbygning. Mange år senere læste jeg, at han var chefen for Region V´s adjudant. Sønnen Erik Holstein var organiseret i en gruppe på Gjorslev.
        I pastoratet oversteg antallet af registrerede frihedskæmpere ikke tyve. Hovedparten kom fra Tornemark og hørte under Næstved Distrikt. 
 

Arresteret

Ør i hovedet af klokkeringningen kørte jeg til Sandved. Der var stort set ingen mennesker på gaden og slet ingen tyske flygtninge at se.

         Pludseligt standsede en benzindreven bil brat op ved en urmagerforretning. På begge trinbrætter stod frihedskæmpere med armbind og maskinpistol. Fire frihedskæmperne nærmest for ind i opgangen og op ad trappen. 

         Kort tid efter lød der et højt kvindeskrig oppe fra lejligheden. Lidt senere kom frihedskæmperne ned med en mand og hans kone.          
         Mandens ansigt var helt forstenet. Konen græd. De blev puffet ind i bilen, der forsvandt med høj fart. Det gjorde indtryk.

         Parret blev senere løsladt. De blev aldrig sigtet for landsskadelig virksomhed. 
         De var landet i modstandsbevægelsens arrestationskartotek, fordi de havde haft kontakt med hendes bror. Han var tysk officer og garnisoneret i Næstved.

         Flere tusinde borgere fik senere erstatning, fordi deres internering var grundløs.   

Socialdemokraten (Næstved) 2. maj 1945
Falsk anmeldelse

Gårdejer Lauritz Nielsen i Tornemark var som mange andre danskere landet i kartoteket over borgere, som skulle interneres, når befrielsen kom. Modstandsbevægelsen i Skælskør hentede ham den 8. maj 1945 og slap ham først fri den 11. maj.

         Sigtelsen mod ham gik ud på, at han i breve til værnemagten havde fortalt, at flere gårdejere lå inde med illegale blade.

         Gårdejeren nægtede hårdnakket og med rette, at han skulle have gjort sig skyldig i stikkeri. Det viste sig, at påstanden kom fra en skoleelev. Han indrømmede senere, at oplysningen var det rene opspind. Han havde lavet den historie for at gøre sig interessant over for forældrene.

          Gårdejeren indankede sagen for Oprejsningsnævnet i Sorø Amt. På et møde den 20. december 1946 afsagde nævnet følgende kendelse:

         ”Den ved Modstandsbevægelsens foranstaltning iværksatte Internering af Gaardejer Laur. Nielsen, Tornemark, har været uforskyldt. I Erstatning tillægges der ham 125 kr.”.

Sorø Amtstidende 21. december 1946
Klipning i Hyllinge

Da der igen blev stille i Sandved, cyklede jeg til Hyllinge. En masse nysgerrige havde taget opstilling på jernbanestationens perron. Andre stod foran kroen. Den lokale modstandsleder - direktør Rumler -  havde oprettet kommandostation på kroen. 
         Aktiviteten her var hektisk. Der blev råbt højt inde i kroen. Modstandslederen havde fået ordre til at sende folk til Ringsted, hvor schalburgerne havde forskanset sig på kasernen. Nu skulle der skaffes både folk og transport.
Det endte med, at direktør Rumler og 20 mand rykkede til Ringsted, hvor de blev indkvarteret på Ringsted Dampmølle.

         Et par karle luftede på perronen deres patriotiske forargelse over, at to mænd i tyverne havde plejet omgang med tyske flygtningepiger indkvarteret på Hyllinge Skole. De skulle klippes, mente de. For en sikkerheds skyld gik de ind på kroen for at få tilladelse hertil. De kom tilbage og meddelte, at de havde fået lov til at klippe de unge mænd. Tilladelsen skulle være givet af modstandslederen.

         Karlene stillede sig op på perronen. Da toget fra Næstved ankom, steg de formastelige mænd intetanende af toget. De havde som mange borgere været i Næstved for at se, hvad der skete. Det var jo en spændende dag.

         De klippeivrige karle tog fat i dem og nærmest klaskede dem op mod stationsbygningen mur. Efter en del råben, skrigen, puffen og spytten kom saksene i brug. Da klipningen var klaret, fik de besked på at skrubbe hjem. Ordene blev ledsaget af skubben. De gik ned ad hovedgaden mod brugsforeningen fulgt af en råbende skare med de to karle i spidsen. Flere gange blev de sparket.

         I sparkeriet deltog en af Hyllinges i øvrigt velansete gårdejere.  Han sparkede med træsko og understregede sin patriotisme højlydt med kraftige udtryk som skide tyskersvin med mere.

         De forsøgte heller ikke at løbe. Gik bare med forstenede ansigter stirrende stift frem for sig.

         Heldigvis faldt de unge mænd ikke omkuld. Hvis det var sket, havde den ophidsede mængde nok sparket dem både her og der på krop og hoved.

         Inden dyrlæge Snog – Christensens hus havde jeg fået nok af den pøbelagtige flok patrioter og deres gerninger. Jeg cyklede væk. Derfor ved jeg ikke, hvordan det hele endte.

         Senere på dagen ankom nogle klippeivrige patrioter til en ejendom, hvor en syttenårig pige boede hos sine bedsteforældre. Hun skulle have gået med tyske soldater. Bedsteforældrene nægtede dem adgang til huset. Bedstefaderen blev skubbet til side, og pigen blev klippet.

         Jeg så hende nogen tid senere i toget til Næstved. Hun sad med en alpehue, der skjulte håret. 
         En vel femtenårig dreng morede sig med at lave klippebevægelser med sine fingre, når hun så i hans retning.
         Lidt pudsigt. Et af hans nære familiemedlemmer blev interneret og varetægtsfængslet. Hun havde fortalt nogle Sommerfolk, hvem der efter hendes formening havde knust ruder i hendes hus. Vedkommende blev anholdt. Det nægtede hun ganske vist i retten. Et andet familiemedlem havde været på mere end "hej" 
med  "de sorte" i Førslev. Hun slap vist nok uden klipning og internering.                      

Frihedskæmperarmbindet.
90 salutskud
I Arløse fejrede man befrielsen med maner. Den 5. maj kl. 08.00 samledes beboerne ved gadekæret, hvor også skolebørnene havde taget opstilling. 
         Man sang salmen "Den signede Dag". Lærer Andersen talte. 90 salutskud rungede fra de stedlige jægere ud over byen. Der motiverede et "Leve Danmark", og man sang "Der er et yndigt Land" I aften fejres freden i Førslev Kirke. 
         Det skrev Næstved Tidende den 7. maj 1945.
         Hvem der havde taget initiativet til denne smukke ceremoni, fremgår ikke af notitsen. 
         I Arløse er der hidtil kun registreret en frihedskæmper, den 25-årige Erik Frederik Nielsen. Han var organiseret under Hyllinge Distrikt.  
         I sommeren 1945 sagde forstander Keld Mølbak, Hindholm Højskole, i et interview med Næstved Tidende, at han især havde fået den allerbedste hjælp et sted, da han måtte gå under jorden.
         - Det er hos Jørgen Peter Keldsen i Arløse. Han kunne det utrolige, hjælpe os, når det så sort ud, gemme våben og så kunne han tie stille, sagde Keld Mølbak.
 
Hjemmarchen

Hjemmarchen for de tyske soldater i Næstved foregik ad landevejen Næstved – Skælskør og videre til Korsør. Hver bataljon fik kun rådighed over en lastvogn. Den måtte bruges både til transport af forplejning og materiel.

         I sydkanten af Fyrendal Skov var der oplagt en masse militær udrustning. Lageret blev bevogtet af et par bevæbnede tyske vagtposter af ældre årgang. Ude på vejen stod en flok nysgerrige danskere tæt sammen. Helt trygt var det jo ikke. De forsøgte ikke at komme hen til lageret. I den korte tid jeg stod her, talte ingen med vagtposterne.

         Der var ingen tyske soldater på vejen til Skelskør Lystskov. Her var der tydelige spor af bivakuering. Æsker med ammunition var nødtørtigt nedgravet og dækket med jord. Bag et træ lå en dagbog ført med blyant. Desværre var kun nogle få sider beskrevet. Her og der lå der iturevne feltregnslag.         
         
De tyske enheder på Sjælland havde fået ordre til at medbringe så meget militær udrustning som muligt. Det skyldtes, at de tyske generaler troede på, at amerikanerne og englænderne ville gå i krig med russerne. I den krig regnede de med, at vestmagterne fik brug for de tyske tropper.
 Men der var grænser for, hvor meget materiel de fodmarcherende tyske soldater kunne og ville slæbe med. En hel del våben og udrustning blev smidt i grøfter og skove.  

         De tyske enheder fik frataget alle våben og udrustning i Korsør. Souvenirhungrende britiske soldater konfiskerede ordner og medaljer. Ikke altid lige skånsomt. Jeg så i et tilfælde en engelsk sergent flå ordener af en tysk officers uniformsjakke. Tyskeren reagerede ikke på denne ydmygelse.   
         Ikke alt materiel nåede frem til Korsør. Under overskriften "Tyske Kæmpebål ved Rindebjerg" berettede Næstved Tidende den 14. maj om fem til seks store kæmpebål i Abager Skoven ved Rindebjerg. Her havde tyske soldater - sandsynligvis fra Næstved - indrettet to lejre. Tyskerne dyngede alle deres ejendele - sadeltasker, seletøj, geværer, pistoler, kufferter, mapper og endog deres vogne - op i store bunker, som de derefter satte ild til. 
         - Man kunne, efter at vognpresenningerne var brændte, se køretøjernes jernstativer stå som sorte silhouetter mod de lysende meterhøje bål og se de tyske soldater soldater løbe som fantastiske skygger og kaste bøger, papirer, pakker, alt ind i ilden, berettede skribenten.  

Næstved Tidende 11. maj 1945
De mødtes tavse

Søndag den 6. maj eller mandag den 7. maj cyklede jeg fra Sorø mod Slagelse. Det første usædvanlige jeg stødte på, var to tyske soldater i sorte uniformer. De lå til højre for landevejen og skød det ene skud efter det andet mod et eller andet mål inde i skoven.

         Godt en kilometer længere fremme stødte jeg på et tysk kompagni. Også i sorte uniformer. De gik i marchkolonne med gevær over højre skulder og hjelm ved bæltet. Fremadretningen og sideretningen var i orden. Ingen efternølere. Kort sagt perfekt marchdisciplin. De sang. Det var ikke til at se, at her kom krigens tabere marcherende.

         Et højt kommandoråb fik sagen til at forstumme brat. Årsagen var, at der fra Slagelsekanten kom nogle britiske pansrede hjulkøretøjer kørende mod dem. Det var Staghounds og Scoutcars.

         Der var spænding i luften. Hvad skete der nu?

         De tyske soldater fortsatte marchen stirrende stift fremad, mens køretøjerne passerede dem.

         De britiske vognkommandører med deres smarte baretter valgte også at stirre stift ligeud. Ikke så meget som et enkelt øjekast til venstre.

         Da briterne var forsvundet i retning mod Sorø, genoptog de tyske soldater deres sang.

Hipoer i Fuglebjerg
Mandag den 7. maj kunne man i Næstved Tidende læse, at modstandsbevægelsen på Fuglebjerg - Sandved egnen om lørdagen havde " foretaget en række arrestationer af de Mennesker, der under Fremmedherredømmet har sat sig udenfor det danske Sammenhold. Deres forhold vil nu blive grundigt undersøgt".
           Om lørdagen havde modstandsbevægelsen gjort et godt kup. Den havde anholdt tre mænd og tre kvinder ansat i Hipokorpset. De var ved 12-tiden ankommet til Fuglebjerg Kro og havde bestilt værelser. På kroen lagde man mærke til, at deres bil kørte på benzin, og at nummerpladerne blev skiftet i dagens løb. Vagtværnet og frihedskæmperne blev tilkaldt. Hipoerne fortalte, at de var flygtende politibetjente med koner. Under ransagningen af bilen fandt man våben, konserves, sorte halvmasker, stabler af 100 kr. sedler, håndgranater, revolvere, håndbombere, falske pas og uudfyldte legitimationskort. 
         De tre mænd blev arresteret. Da frihedskæmperne kom tilbage til kroen for at hente de tre kvinder, havde folk klippet håret af dem.
Korsør

Nord for Korsør Lystskov mødte jeg en kolonne russiske krigsfanger. De marcherede med tremandsfront. Forrest gik tre kvindelige russiske soldater med lange støvler. De virkede ikke udsultede.

         På begge sider af marchkolonnen sværmede det med modstandsfolk.

         De blev indkvarteret i skovpavillonen.

 

Arresteret på Hindholm

Det skete, at jeg cyklede tidligt til Hindholm Kost - og Realskole. En morgen ankom jeg ved halvotte tiden.

         Da jeg var på vej op af trappen til skolebygningen, fik jeg øje på to civile mænd.

         Forrest gik en civilklædt mand med hænderne i vejret. Bag ham gik skolebestyrer Poul Marcussen med en pistol pegende mod mandens ryg.

         Jeg fik i klare vendinger besked på at forsvinde. Det gjorde jeg prompte.

         Senere fik vi at vide, at den civile mand var en tyskerhåndlanger. Hans kvindelige bekendtskabs søn eller datter var kostelev.

         Aftenen før var han ankommet til skolen for at få kontakt med kosteleven. På en eller anden måde fik skolebestyreren kendskab til, at han gemte sig i havens østlige del. Om morgenen gik han ene mand ned og arresterede ham.

         Under overskriften "Hipomand fanget på Hindolm Kostskole" skrev Sorø Amtstidende 14. maj 1945: 
         "I lørdags indfandt en mistænkelig person sig på Hindholm Kostskole. Man holdt ham hen med snak,  indtil betjent Gustafsen, der var blevet tilkaldt, ankom. Han lod sig afvæbne og fandtes i besiddelse af revolver med to dum-dum kugler. Om disse fortalte han, at de var beregnet til ham selv. Den ene af disse kugler med så frygtelig virkning sad fremme i løbet og den anden i magasinet. Da han blev afhørt, indrømmede han at være hipomand. Han fulgtes med de tyske tropper fra Vordingborg og havde et ærinde at udrette på skolen".

        Gustafsen var ikke på skolens grund, da Marcussen kom marcherende med tyskerhåndlangeren. Men det var måske Gustafsen, der orienterede pressen.

Vinrøde baretter

Perch Nielsens manufakturforretning i Sandved begyndte allerede i maj måned at sælge vinrøde baretter. De var syet af et sækkelærredslignende stof. Selvfølgelig uden for. Men hvad gjorde det? Det drejede sig om symbolværdien.

         Salget af baretter gik strygende. Køberne var teenagere. Prisen husker jeg ikke.

                     

Russiske krigsfanger

18. maj 1945 bragte Sorø Amtstidende to breve sendt den 14. maj af russiske krigsfanger. 
         - Den 5. Maj kom Ungdommen til os med Blomster, men Tyskerne tillod ingen Samtaler med os. Vi var under Bevogtning til den 8. Maj, da Frihedskæmperne befriede os og tog vore Dokumenter fra Tyskerne, skrev Alexander Priputnev på 45 russiske krigsfangers vegne til Sorø Amtstidende 14 maj 1945..

        Han var i 1945 50 år gammel. Indtil revolutionen ejede han en gård på 30 tønder land i landsbyen Provokulskoje i Kaukasus. Senere blev han medejer af en kollektiv farm, der dyrkede vin og drev fåreavl  Sit barn og hustru havde han ikke set siden 1941.

         En anden, anonym russisk krigsfange skrev samtidigt til Sorø Amtstidende om det russiske folks lidelser. 
         Da den russiske hær måtte trække sig tilbage i 1941, ødelagde tyskerne alt. Kunne folk ikke følge med de russiske tropper, blev de skudt. For hver dræbt tysk officer blev hundreder af uskyldige mennesker skudt, både gamle og børn. Det var den tyske lov, som herskede. Ikke alene kvinder blev voldtaget, men også børn. Tyske læger havde taget blod fra børn, så de kunne hjælpe deres egne sårede soldater. Børnene døde af blodtab. I mange tyske fangelejre lå 20.000 – 100.000 russere begravet. Forbandelse over Tyskland.

      Brevene var oversat af Sorø Amtstidendes tegner M. Pasternak.

 

Udsnit af den ene krigsfanges brev. Formentlig den anonymes. Kilde: Sorø Amtstidende 18. maj 1945.
Drenge fra Norge og Sydslesvig
I juli 1945 kom der norske drenge til Danmark. En af dem var Gunnar Hoff. Vi bevarede forbindelsen med Gunnar til begyndelsen af 1950´erne, hvor han kom ind i det norske flyvevåben. Vært var fru Kristine Henricksen, Tornemark. Den norske censur kontrollerede alle brev fra Norge til Danmark dengang. 
         Samme år eller det følgende år kom sydslesvigske piger og drenge fra dansksindede på sommerferie i sognet.
         Navnet på en dreng, der tit kom på besøg i præstegården, har jeg glemt. Lidt flovt da vi cyklede lidt rundt sammen i det midtjyske og boede på vandrehjem på turen. Hans værtsfamilie boede på Møllevej.
         Han var fra Flensborg. Faren var arbejdsløs ingeniør. Han blev træt af at gå arbejdsløs, fandt et arbejde i Østtyskland og rykkede dertil med hele familien.
Sydslesvig
Drømmen om at få Sydslesvig tilbage til Danmark fik ny næring efter befrielsen.
Grundlovsmødet i Tornemark 1945
- I Solskin og Blæst samledes over 500 mennesker Tirsdag Eftermiddag til Grundlovsmødet på den hyggelige Sportsplads i Tornemark, skrev Socialdemokraten (Næstved 7. juni 1945.
         Formanden for Venstres Vælgerforening, Chr. Petersen, Skafterup bød velkommen. Han mindedes de faldne og udbrasgte et leve for kongen.
          Efter "Det haver så nyligen regnet" talte landstingsmand Thisted Knudsen om frihedens værdi. Den var en kamp værd.
         Landstingsmand Thomsen talte efter "I Danmark er jeg født". Han fremhævede sammenholdet mellem konge og folk. 
        -  Der blev handlet rigtigt 9. april. Var vi gået i kamp, havde vi ikke kunnet hjælpe andre lande nu, sagde han.
         Efter et leve Danmark sang man "Der er et yndigt land" og den frihedssang, som ikke længere er fundet værdig til optagelse i højskolesangbogen.
         Overlæge Tønnesen; Næstved, talte om, at regeringen forsøgte at løse en uløselige opgave. 
         - Ved modstandsbevægelsen kom det ind i den rigtige gænge. Der er i denne bevægelse skabte en ånd, som kun spørger om, hvad der gavner Danmark, står der ordret i referatet.
         Landstingsmand Oluf Johansen nævnte genforeningsdagen og grundlovsdagen, som "nogle af vore største festdage. I dag havde retten og sandheden sejret. 
         - Vi skal nu føre en politik, som kan blive et kald til ungdommen. 
         Chr. Petersen sluttede med at takke alle, der havde bidraget til mødets gode forløb og udbragte et leve Danmark.
         .
          
           
   .
             
Indsamling til Norge
11. juni 1945 berettede Næstved Tidende, at indsamlingen af naturalier til Norge fik et godt forløb i Kvislemark og Fyrendal sogne.
          Modstandsbevægelsen, Husmandsforeningen, Landboforeningen og Unge Landmænd havde vogne til at hente pakker ved hvert hus og gård. I alt blev der indsamlet 2 tons fødevarer.
Angiveri
I september 1944 var en tyverårig pige fra Hyllinge til bal i Sneslev Forsamlingshus. Her blev hun generet af en kommis fra Fuglebjerg. Han spurgte hende, om ikke hun skulle "hen og snakke med de sorte". Underforstået medlemmer af Sommerkorpset. 
         Sammen en veninde og en ven gik hun hen til smeden for at låne telefonen. Hun ringede til en navngiven ven blandt sommerfolkene i Førslev. Inden vennen og hans kammerater nåede frem til forsamlingshuset, var kommisen taget hjem.
         Dommen for dette angiveri lød på to års fængsel med fradrag af 78 dages udstået varetægtsarrest og frakendelse af almen tillid i 5 år.
 
Flygtninge
Sandved Skole og Hyllinge Skole blev brugt til indkvartering af flygtninge.
         Den 26. juni var der 87 flygtninge på Hyllinge Skole. 
Brugt ved korrespondance tyske flygtninge imellem.
Germanisering
Flygtningene var mildt sagt ikke velkomne.
Befrielsesmærkat
Denne mærkat dukkede op på breve efter befrielsen. Årsagen til, at teksten er både på dansk og fransk er indtil videre ukendt. Udgiveren er formentligt Frit Danmark.
Mærkat.
25 år efter
I Hyllinge stod KFUM- og K-spejderne, Hyllinge Idrætsforening og menighedsrådet  for 4. maj-festen i 1970. De unge mennesker marcherede med faner i spidsen til kirken, som var smykket med levende lys i vinduerne og i stoleraderne. Den var pakket af tilhørere. Fanerne blev ført op i koret.
         Pastor Johs. Jørgensen prædikede ud fra teksten, som den havde lydt den første søndag efter den 9. april 1940: Eders hjerter forfærdes ikke, tro på Gud og tro på mig.
         Ved det senere samvær i forsamlingshuset var der et lille hundrede deltagere foruden de ca. 50 spejdere. 
         Førstelærer Bjørn Jeppesen omtalte den modstandsgruppe på 41 mand, han stod i spidsen for i Hyllinge. Den husede i flere perioder professor Hal Kock. Det var sidstnævnte, der senere fik udvirket, at pastor A. Christoffersen, Marvede, blev befriet fra tysk fangenskab.

Kilde: Næstved Tidende 5. maj 1970.
Kongemærket
Dette kongemærke blev fremstillet i forstærket papir med en sølvagtig belægning efter befrielsen i anledning af, at Chr. X fyldte 75.
En ny landsforræder
Ved et møde i Ringsted i 1946 kom kirkeminister Hermansen til at pille lidt ved Knud Lavards nationale glorie. Han betegnede Knud Lavard som datidens Gunnar Larsen, den største kollaboratør i stor stil.
         Berlingske Tidendes Ærbødigst (Viggo Barfoed) skrev nedenstående digt herom.
Bragt i Folkebladet 17. april 1946
For at dulme samvittigheden
Liv Jensen: Aagaardgruppen 
  
 Det stormer derute i den mørke nat,
De trækker i tøjet, de skal jo på vakt.
Og vinden den suser i treets top,
Mon det også denne aften vil gå dem godt. 
  
 De er nogle stykker i dette lag, 
Det er noget, der skal nås, inden det bliver dag.
Deres tanker er spændte, hvordan vil det gå,
Og vil de det hele få samling på. 
  
 De sitter i hegnet op til en skog.
Og deres nerver er spændte i hver en knog.
De sidder der tause og søger litt ly.
Mens de venter på det engelske fly. 
  
 De hører de lyden, jo det er den.
De blinker med lykten, og flyet blinker igjen.
Så tager den en runde, for plassen er fundet.
Den kaster sin last som til faldskærme er bundet. 
  
 Et betagende syn for de menn på jorden,
Når de folder sig ut med et brag som torden.
Så røde som blod og så blå som blæk.
Men de raske menn fik dem hurtig væk. 
  
 De gjemte det væk i diker og grave, og dækket 
forsvarligt med grene og blade.
Mens i tankerne de følger flyverne hjem,
og håber de kommer helskinnet frem. 
  
 Av følelser der kom på, var der mange,
De følte en fryd, men de var også bange.
Det var med livet som indsats at disse mand,
Fik våpene hjem for at hjælpe sit land. 
  
 Denne lille gruppe var kun en ut av mange,
For hvem uker, dage, selv minutter var lange.
Mange af dem fik aldrig freden opleve.
Men hadde de levet i dag, ville de ryste og bæve. 
  
 Det er ikke som helte, som helte de ønsker å stå,
Og ikke en position de ønsker å nå:
Det var for å hjælpe jer, som i dag roper op,
Og I kan tro, mange fikk at føle på deres kropp. 
  
 Tænk så mange år er gået siden da,
Og de gode danske siger i dag føj og ha-ha'.
Det er nok dem, som dengang var lunkne, der ikke bedre ved,
Men sier sådan for at dulme deres samvittighed. 
 

Sagt 1995
Latterlig siger de begavede og indsigtsfulde om oprøret imod lysshowet langs Jyllands kyst og ned i Tyskland.
Disse »begavede og indsigtsfulde«, vor tids nationalliberale. Mennesker, som altid føler sig højt hævet over folks følelser, og som altid har patent på fornuften og begavelsen, som dog nødvendigvis ikke behøver at være ledsaget af klogskab.
Rollen er den forudsigelige, og som sidder dybt i dem. Under besættelsen tog de afstand fra de anarkistiske elementer, som gik i aktiv kamp mod tyskerne. Og efter krigen omklamrede de hurtigt modstandsfolkene. Motivet var ikke til at tage fejl af: de skulle passiveres.
Da denne opgave var løst, var det ikke vanskeligt at klare den næste: at glemme modstandsfolkene, at skyde dem hen i et hjørne, hvorfra de kunne hentes frem ved festlige lejligheder.
Sven Ove Gade
EB 26. februar 1995

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...

Ole Nielsen | Svar 02.04.2017 23.40

  I Arløse er der hidtil kun registreret en frihedskæmper, den 25-årige Erik Frederik Nielsen. Rettelse: rigtig navn er Ernst Frederik Nielsen

Gert Hjembæk | Svar 21.01.2011 02.45

Du skulle prøve at tale med min mor, hun er nu på plejehjemmet i Fuglebjerg.
Hun har været på Hindholm fra 1956.
Hun ve en del om bla. Keldsen.

Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

02.04 | 23:40

  I Arløse er der hidtil kun registreret en frihedskæmper, den 25-årige Erik Frederik Nielsen. Rettelse: rigtig navn er Ernst Frederik Nielsen

...
10.04 | 23:27

Det er sjælden vi får oplysninger fra kirkebogen, der viser os et billede af de ulykkelige, der kommer af dage og de gamle, der var henvist til nådens brød.

...
04.10 | 18:00

Lucas Kaae Smidt ble født i 1758 og døpt 21 Mars 1758 i Halden.
Han var sønn av presten Hans Hans Smidt og Anne Margrete Kaae
De bodde i Lesja fra 1759

...
06.08 | 13:47

Hej,

Billedet af "tyskertøsen" - hvor har du filen fra? Og ved du hvor billedet kan opstøves?

Mvh
Anna

...
Du kan lide denne side