I 1946 skrev folkemindeforskeren August F. Schmidt, at visse sagn og trosforestillinger er fremstået som forsøg på at forklare tilbagevendende begivenheder. Således har folk ved søer og åer gjort den iagttagelse, at der årligt drukner et eller flere mennesker i sådanne vande. En tragisk begivenhed må – ligesom de almindelige dødsfald – have sin særlige årsag, og denne søger primitive folk at tolke udfra deres animistiske opfattelse af naturen: Der må bo et væsen i åen eller søen, og dette kræver med visse mellemrum sit offer. Sagnet om en sådan offerkrævende vandvætte er i Danmark fra store og dybe åløb og nogle søer. 
         August F. Schmidt nævner blandet andet Køge Å, Sortensvælg, Suså, Saltø Å, Tissø, Sorø Sø og Haraldsted Sø. Vætten kaldes her til lands åmanden. Navnet er første gang kendt fra 1734, hvor det nævnes af Jacob Bircherod.

          ”Sagnet (om åmanden) er ligeledes kendt fra den store Saltø Å, der har sit Løb i Sydvestsjælland mellem Kvislemark og Fyrendal Sogne (Ø. Flakkehjærg H.). Det er muligvis Pastor J. M. Hertz, der var Præst i Korsør 1800-1804, som har meddelt den kortfattede Oplysning, at om Saltø Å går der gamle Sagn om et Åskrig, ,,som der tit visse Tider høres”’. Her må uden Tvivl tænkes på Åmandens Råb. Sagnet om dette Âskrig kendes også fra en Optegnelse fra 1946”, skriver August F. Schmidt.

Kilde: Danske Studier. For Universitetsjubilæet Danske Samfund Udgivne af Gunnar Knudsen under medvirkning af Ejnar Thomsen 1946-47. København. Gyldendalkske Boghandel. Nordisk Forslag. August F. Schmidt: Åmand og Bækhest.